Lyt til artiklen

KOMMENTAR

Det var en af Caroline Wozniackis første og største drømme, der lørdag formiddag gik i opfyldelse, da hun besejrede Simone Halep og grædende af glæde smed sig på Melbournes smukke, blå hardcourt.

Vi kender alle sammen historien om den 12-årige pige, der ville være nummer 1 i verden og vinde en Grand Slam, og som kæmpede sig op ad ranglisten med sin far ved sin side, og som endte på førstepladsen, men bare manglede den der Grand Slam for at få sin endelige anerkendelse.

Den mangler hun ikke længere.

Med sejren i Australian Open sætter Caroline Wozniacki stor fed longline under, at hun er det største individuelle danske sportsnavn nogensinde. Jeg skrev det samme allerede i efteråret 2016 og blev mødt af en både fair og forudsigelig kritik, for hvordan kan man være den bedste, uden at have vundet det største, og hvad med Paul Elvstrøm, Ole Olsen og Tom Kristensen?

Øverst i artiklen kan du se Caroline Wozniacki vinde Australian Open

Helt fint. Meget store sportsfolk med meget flotte karrierer. Men – med al respekt – ingen af dem har konkurreret i en sportsgren på niveau med tennis. Ingen har haft tilnærmelsesvis så mange konkurrenter.

Historien vil fortælle os, om Michael Laudrup, Peter Schmeichel, Allan Simonsen eller Caroline Wozniacki var størst. Men blandt individualisterne er jeg ikke i tvivl.

Caroline Wozniacki træder med Australian Open-sejren tilbage på førstepladsen af verdensranglisten efter mere end fem års fravær og sætter dermed rekord for, hvor længe nogen har været væk for siden at vende tilbage som nummer et. Det er det ultimative symbol på den figtherånd, der har præget hendes karriere. Døm hende ude, og det er dig selv, der taber.

Den Caroline Wozniacki, der sluttede 2017 af med at vinde sæsonfinalen i Singapore og nu har indledt 2018 med at vinde Australian Open, er en anderledes sportskvinde end den Caroline Wozniacki, hvis karriere i begyndelsen af 2016 kunne aflæses i et frit fald på verdensranglisten. Hendes navn var stadig stort, og hun dyrkede vedholdende sit brand uden for stregerne, men som tennisspiller var vi mange, der var tæt på at dømme hende ude.

Selvfølgelig tog hun til genmæle med et comeback.

LÆS OGSÅ: Serena Williams græd af glæde over Wozniacki: Kom med rørende indrømmelse efter kampen

I Melbourne har hun fremstået med moden, afslappet og reflekteret end nogensinde, og på de to uger har hun gjort op med sin egen 'en-kamp-ad-gangen'-kliché. Hun har fortalt, hvordan hun har brugt sin rutine til at vende kampen, når hun har været i knæ. Hvordan hun har trukket vejret en ekstra gang og har mindet sig selv om, at modstanderen var mindst lige så nervøs. Hun har med selvironi og kærlighed sagt undskyld til sin forlovede David Lee og sin far Piotr Wozniacki for, at de skulle igennem så mange nervepirrende partier. Hun har talt om taktik, om at træde et enkelt skridt frem i bestemte situationer, og hun har berettet om, hvordan ro og uro i hendes privatliv påvirker hendes spil på banen.

Det har været en smuk opblomstring at være vidne til på 10 timers afstand, og personligt må jeg indrømme, at det var nærmest rørende at se hende smide sig på ryggen for siden at rejse sig op med tårer i øjnene.

Endelig fik hun den titel, hun havde drømt om i alle de år. Endelig fik hun slettet det spørgsmålstegn, der altid har fulgt hende. Tillykke.