Hej Annette! Jeg skriver til dig fordi jeg er havnet i et stort sort hul. Jeg er en fyr på 28 år og har altid været i det samme 'miljø', hvad angår 'gamle' venner, aktiv spiller/træner i en idrætsforening og fine kollegaer.

Problemet er bare at alle mine sociale forbindelser altid har været på et 'overfladisk niveau', hvor folk snakker og hygger sig med mig når jeg er der, men 'glemmer' mig så snart jeg er ude af lokalet. Fx skal jeg altid selv 'opsnuse' begivenheder og 'invitere' mig selv, hvis jeg vil deltage. Dem jeg selv ville betegne som gode venner, har jeg meget sjældent 'fysisk' kontakt med (ikke seksuelt ment) men kun telefonisk, hvilket ofte får mig til at føle tomhed og ligegyldighed så snart røret er lagt på.

Dette har jeg indtil nu godt kunne leve med, da jeg har haft en fast kæreste til at 'være der for mig', rejse med og varetage mine glæder og sorger. Dette er lige gået i stykker (blandt andet pga. mine sociale mangler) og her kommer så mit store problem.

Jeg har som sådan altid været alene (min familie undtaget) men har af uvisse grunde mere eller mindre altid virket social stærk, hvorfor folk udefra nok ser mig som en meget social person, men fakta er at jeg kun har bekendte, og altså ingen nære relationer.

Har næsten altid haft en fast kæreste, hvilket jeg også tror har været mit store problem. For jeg lukker mig inde, holder fast om en pige med næb og klør, og glemmer derved at pleje mine venner. Dette har jeg ikke før set/tænkt på som et problem, da jeg jo var ung, under uddannelse og derved automatisk fik ny omgangskreds osv.

Har brændt en masse broer undervejs i mit for nyligt afsluttede forhold, hvilket skyldes at min tidligere kæreste ikke kunne acceptere min omgangskreds. Dette fortryder jeg bittert i dag, men jeg satsede på kærligheden og troede det ville blive bedre med tiden. Nu er situationen bare den, at jeg den dag i dag står alene tilbage, uden venner eller kæreste. Har godt nok et fast job i byggebranchen, men her har alle sin egen omgangskreds, om ikke andet er de noget ældre end mig og er et andet sted i deres liv. 

Jeg er ikke den udadvendte type, og har mildest talt svært ved at tage ud, for synes det er pinligt at tage ud alene, og hvis det sker er jeg ikke ham som vækker opsigt i byen. Jeg har brug for at snakke og komme ind på folk over tid, hvilket gør det så meget desto svære at skabe nye relationer.

Derfor tilbringer jeg primært mine weekender med min mor og far, dette er også hyggeligt, men jeg føler mig alene og synes jeg spilder mit liv. Har som alle andre en drøm om familie og børn, men kan ikke se hvordan jeg skal komme til at opfylde den. Jeg møder jo ikke lige 'hende den søde fra kontoret' ude på byggepladsen.

Ved godt jeg har skidt i egen rede, men vil utroligt gerne ændre min situation. Har prøvet at tage kontakt til dem jeg så før i tiden, men de vender alle ryggen til mig. Har du nogle gode råd, således jeg kan få vendt op og ned på mit liv i en positiv retning? Føler mig som sådan ikke deprimeret, men frygter for fremtiden.

Hilsen Løven

Har du et spørgsmål til Annette Heick? Skriv til heick@bt.dk.

Løven Kære løve!

Du er en fed fyr. Det skal du vide. Enhver der læser dit brev vil straks kunne se det: Du er reflekterende. Du vælger at tage ved lære af dine fejltrin. Du har et godt forhold til din familie. Du vælger at satse på kærligheden. Det er jo gode egenskaber. Det, der bare sker for dig, er, at du bliver absolut! Det vil sige, at når du har besluttet dig for ét, så udelukker du alt andet. Eksempel: du har besluttet dig for at kalde dine gamle venskaber for overfladiske. Dermed udelukker du den mulighed, at dine gamle venner bare ikke har haft samme behov som dig. Du har også den opfattelse, at du ikke har været inviteret og konkluderer dermed, at dine venner glemte dig. Det udelukker jo den mulighed, at du selv har gjort dig usynlig. Når du siger, at du brændte alle broer bag dig, mens du havde en kæreste, kunne det så ikke lige så godt være, at dine venner bare havde travlt med andet og måske ikke prioriterede deres parforhold på det tidspunkt?

Jeg stiller disse spørgsmål, fordi der sådan set ikke er noget usædvanligt i det, du fortæller mig. Når jeg ser på mine mandlige venner og på min mand, så må jeg da også sige, at de fleste af dem mistede den daglige kontakt med vennerne - eller fysiske kontakt om du vil – da de fandt deres respektive koner/kærester. De gamle venner samles nu kun et par gange om året, og de ringer ikke ligefrem hinanden ned. Men i stedet for at beskylde hinanden for overfladiskhed, så vælger de at sætte pris på de få stunder, de har sammen.

Så er der enkelte venner, der er hængt ved, og hvor vi nu ses som par, men det handler jo også i høj grad om, at mændene så har fundet nogle respektive koner, som fungerer sammen. Jeg anser det for at være en helt normal udvikling, at det fysiske samvær glider lidt i baggrunden. Og både telefon og Facebook bør accepteres som gængse redskaber, når der skal tales fortroligt. Hvordan tror du ellers man plejer venskaber på tværs af kontinenter?

Når jeg starter med at kalde dig for en fed fyr, så er det også for at få åbnet dine øjne for, at der ikke umiddelbart er nogen grund til, at dine venner skulle glemme dig eller ikke ville dig. Det skulle da kun være, hvis du er nærtagende. Jeg har så svært ved at tro, at de ikke gider genoptage forholdet til dig, hvis du har ringet og erkendt at du måske har været for passiv i jeres venskab. Kan de ikke tage imod en undskyldning, så er det jo slet ikke venner, som er værd at holde på. Kunne det være, at de nu selv er i et parforhold, hvor de prioriterer koner/kærester fremfor venner?

Jeg tror, du skal til at tage skeen i den anden hånd. I stedet for at se dig som den forsmåede part, så brug dine styrker og kompetencer til at få vendt op og ned på det hele. Du er godt begavet, fremstår som en stærk person, har et godt job og et godt bagland. Du skal stille dig i spidsen for at samle den gamle klike. Det være sig dem fra klubben eller dem fra skolen eller dine studiekammerater. Nogle mennesker som du har haft en relation til, og som du kunne tænke dig at møde igen. Måske er det 15-20 mennesker, du skal have trommet sammen, og det kan være noget af et puslespil. Men sæt en ære i at få det gjort.

Det er skønt at møde nye mennesker, men jeg tror på, man er nødt til at have nogen med sig fra sin barndom/ungdom, fordi man har så mange fælles referencer. Du har brug for at være i kontakt med mennesker, der har kendt dig fra før du blev voksen. Det er måske også gennem dem, du skal finde nye venner og bekendte, som du kan starte på en frisk med.

Og så skal du jo gøre dig umage og finde den knivskarpe balance mellem at være interesseret i et nært venskab og så ikke at blive patetisk eller virke klæbrig. Der MÅ være en eller to, som du har været tæt med engang, og som du vil have mulighed for at åbne dig for. Hvis du lægger dig fladt ned, og de så alligevel afviser dig, ja så er det ud i jagtmarken. Jeg er varm fortaler for, at man finder venner (og kærester?) gennem sine fritidsinteresser. Du skriver, du er træner. Måske skulle du udvide det arbejde, så du også kommer med i nogle af de grupper, der planlægger fremadrettet. Måske skal du starte et ”old boys” hold. Måske skal du sætte dig i sidsen for en sommerlejr eller en grillaften.

Humlen er, at du skal åbne op for nye muligheder. Det kræver jo noget benarbejde, men det lader til, at du er klar til at gøre en indsats. Jeg håber vitterligt, dette her kan give dig blod på tanden.

Tro på det!

Annette

brev_tag_annette