En klog og elskelig præst, der selv har to skilsmisser bag sig, sagde engang til mig, at det ofte pynter lidt på præsters såkaldte ægteskabsteologi, hvis de prøver at blive skilt. Det er jo nok ikke helt forkert. For nogles vedkommende i hvert fald. Om det samme gør sig gældende for politikere, ved jeg ikke. Måske.

Nu går man jo ikke rundt og ønsker for folk, at de bliver skilt. Men til gengæld kunne jeg ønske, at politikere i det mindste holdt sig for gode til at linde på soveværelsesdøren, løfte på dynen og formynderisk blande sig i folks privatliv.

I forbindelse med en kommende reform af skilsmissesystemet, vil Dansk Folkeparti gudhjælpemig sende folk med forliste ægteskaber, bristede hjerter og segnede drømme på seks måneders tvungen tænkepausen før en endelig skilsmisse. Altså den såkaldte separationsperiode, der blev ophævet i 2013.

Ifølge partiets socialordfører Karin Nødgaard kan separationsperioden være afgørende for, at man finder ud af tingene på 'en smidigere og mindre konfliktfyldt måde.'

Det er simpelthen noget vrøvl, for det kan ved Gud også gå lige modsat, hvis man er tvunget til at gå og holde hinanden ud i et halvt år efter, den alvorlige beslutning er taget. Derudover mener Nødgaard, at tænkepausen skal være et 'værn mod, at skilsmisser er noget, man beslutter efter en flaske rødvin og et skænderi lørdag aften.'

Hvad bilder hun sig ind?

Tror hun virkelig, at folk, der vælger at blive skilt, er så primitive og uansvarlige. Så enkelt er det ikke (ja, kanske for nogle enkelte), selvom man måske både drikker rødvin, skændes og kaster med porcelæn. Måske nogen kunne fortælle Nødgaard, at der er mange tavse timer og urolige nætter. At der er mange dage af de grå, hvor livet er gennemsigtigt, og mørke aftener, hvor man holder hinanden i hånden og kigger ned i en afgrund, inden den livsomvæltende beslutning træffes.

Hvad der ligger i de dybeste lag af folks hjerter, er ikke en sag for politikere eller staten. Nej, det er et anliggende mellem de to mennesker, der indgår ægteskabet med al deres kærlighed for at være de nærmeste vidner på hinandens liv i medgang og modgang – i troen på, at den anden ikke kravler ud af ens hjertekammer. Og på de to alene hviler ansvaret i ægteskabet såvel som ansvaret for en skilsmisse, hvis modgangen bliver for stor.

For det er ikke altid så yndigt at følges ad, men det bliver ikke kønnere af, at politikerne blander sig. Det er folks eget liv og eget ansvar – der findes ingen forskrift på, hvordan vi gør, vi skal selv finde ud af det. Punktum. Om det så bliver smidigt, konfliktfrit eller et kaos af en anden verden.

For hvordan er det nu, er ægteskabet til for statens skyld? Nej. Skal man blive sammen i et ulykkeligt ægteskab for statens eller samfundets skyld? For Guds skyld? For skams skyld? Eller for børnenes skyld?

Nej, ikke engang det. Men for kærlighedens og menneskelivets skyld alene.

PS: I øvrigt er det noget forbandet sludder, at skilsmissen kun er to klik væk lørdag aften, hvor din mand har været en idiot, og I har smadret tre tallerkner. Det passer ikke. Han skal nemlig først godkende din ansøgning om skilsmisse, før I kan dele kummefryseren og syltetøjsglassene - sommerhuset og ungerne.

Og det kan tage sin tid, det kan tage måneder og en give pokkers ballade – eller -  og måske eftertænksomhed.