Byline billede: Sognepræst Marie Høgh
Byline billede: Sognepræst Marie Høgh Foto: Søren Bidstrup

Bonusforældre. Er jeg nu blevet sådan en? Tænkte jeg en våd efterårsdag og ængstedes over min egen utilstrækkelighed, mens jeg iført grønne gummistøvler samlede nedfaldsæbler op i haven.

Jeg har aldrig kunne fordrage det udtryk, der vidner om vor tids eufemismeideologi. Vi pynter virkeligheden af med en forskønnende omskrivning af det tabubelagte og vanskelige – det, der ikke med garanti lykkes for os endsige bliver lykkeligt. I hvert fald ikke over natten. Men det må bare ikke hedde sig. Derfor stikker vi os selv, hinanden og børnene blår i øjnene. For en bonus er noget uventet ekstra, man får oven i alt det, man havde i forvejen. Og hvem siger, at det er en bonus for børn, forældre eller såkaldte bonusforældre? Selvfølgelig kan det blive godt, rigtig godt endda. Men kun ved at være tro mod virkeligheden, for den skåner dig ikke – selvom du kalder den noget andet, end den er.

For virkeligheden er, at ingen elsker andres børn som sine egne. Det må vi ikke forlange af hinanden – og vi må heller ikke skamme os over det.  Vi skal derimod skamme os over at leve på en løgn, når vi desavouerer de roller og relationer, der er givet os på forhånd. Din elskedes børn kan du holde om og holde af fra de dybeste lag i dit hjerte.

Byline billede: Sognepræst Marie Høgh

Men du skal tage dig ekstra meget sammen for at holde ud, når du bliver irriteret – også over småting. Og dér kommer du til kanten af din egen tilstrækkelighed – erfarer din menneskelige ufuldkommenhed og fejlbarlighed. Det er smerteligt, og man bliver så frygtelig ked af det. Men man skal se det i øjnene, tage det på sig og huske, at det heller ikke kun er plusser for barnet at have fået en voksen mere i sit lille liv.

Vi må ikke kræve det umulige af barnet. For barnet elsker da heller ikke lige umiddelbart dig, nogle gange er du slet ikke en bonus, men bare i vejen. 'Far har fået en ny kæreste, hun er sød, men det ikke min mor.' Nej, for barnet har sin egen dejlige mor eller far, som barnet elsker. Barnet har ikke brug for en bonusmor eller far, men måske brug for at blive set midt i al turmulten og nye familiekonstellationer, som det hele lille menneske, det er.

Mange danskere forstår ikke prins Henriks pension Nivågaard

Et menneske, du skal lære at kende, møde med nysgerrighed og åbenhed, som du møder ethvert andet menneske i frihed uden en fortrykt, forventet relation, der ligger udenfor det menneskeligt mulige. For vi må ikke gøre det mere besværligt for hinanden at være mennesker, end det er i forvejen – men vi skal aflaste hinanden ved at anerkende, at de mest grundlæggende relationer i et menneskes liv mellem mor, far og barn ikke kan konstrueres.

Men som fars ellers mors nye ægtefælle eller kæreste skal vi tage den opgave på os, det er, at opbygge en tillidsrelation til barnet. Det skylder vi hinanden, hvis vi vil leve sammen. Den  umiddelbare tillidsrelation er givet på forhånd mellem forældre og barn. Det kan aldrig blive den samme mellem den nye voksne og barnet, men det kan blive anden - en kærlig, morsom, oprigtig og tillidsfuld relation.

1

Og lad nu være med at tro, at du skal være barnets ven eller veninde, der giver en ekstra pose slik og giver lov, hvor far og mor siger nej. For du er den voksne, og du har et ansvar. Og selvom psykologer og familieterapeuter sikkert er uenige med mig i, at man må opdrage på børn, der ikke er ens egne, så sætter en sand og kærlig relation selvfølgelig også grænser. Det skaber tryghed. Og det skaber grundlaget for, at man iført grønne gummistøvler kan gå der og tale sammen om stort og småt, have hinandens nærhed, tillid og tid, mens man samler nedfaldsæbler i oktobermørke haver. Ikke som bonusbarn og bonusforældre – men som små mennesker med en relation af en ganske særlig slags.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook