Utroskab. Det er noget vi taler om. Eller det er det i hvert fald blevet. Vi hører om det i radioen, skriver stolpe op og ned i kronikker og debatindlæg. Brevkasser flyder over med spørgsmål, gode eller dårlige råd om utroskab, mens offentlige bekendelser står i kø.

Der er næsten ingen grænser for, hvad folk vil dele med hele Danmark. Blufærdigheden er væk, figenbladet er forsvundet – utroskab er blevet et offentligt anliggende fuldstændig ligesom sorg, skilsmisse og spiseforstyrrelser.

Selvfølgelig, for det hører nu engang med til det bøvlede, bedårende og besværlige menneskeliv med alt det, som livet er. Det er der nød til at være en generel accept og tilgivelse af.

For vi er jo alle sammen skrøbelige skabninger af Adams faldne æt. Også dem, der tror, at småborgerlig moral kan beskytte dem mod den slags.

Sidste år ved juletid blev jeg ringet op af P1 Debat. I anledning af julefrokosttiden ville de lavet et temaprogram om utroskab, og det måtte en præst jo mene et eller andet om.

»De får mig altså ikke til at moralisere, det gør de ikke!« gentog jeg flere gange for mig selv og min mand, inden jeg hvirvlede ud ad den grønmalede dør i det stråtækte bondehus på Nordsjælland.

For der er mange ting, der gør, at man kan falde i armene på et andet menneske. Utroskab er et udslag af livsfortællinger – og ikke noget, der kan tales om i generelle vendinger. Det kan være frygten for at leve forkert eller gå glip af noget. Det kan være, poesien mellem mennesker er forsvundet ned i gulvspanden og opvaskebaljen.

Det underlige og forunderlige – det gådefulde og uudgrundelige, som man ser i den elskedes blik, får man ikke længere øje på, den dag blikkene aldrig eller kun i al hast mødes.

Aldrig har vi været så uafhængige af hinanden som nu, vi kan klare os selv – og dog er afhængigheden af det andet menneskes blik på os ligeså gammel som menneskeheden. Fordi den andens kærlige blik skaber noget i os, vi ikke kan skabe selv. Vi søger det blik hos en anden, måske flygtigt, måske kort, måske bliver det sand kærlighed. Det er menneskeligt, hvis det sker.

Og selvfølgelig kan utroskab også være hudsult. Et (julefrokost)fejltrin, der ikke skulle være sket, fordi omkostningerne kan være omvæltningen af dit og dine elskedes liv. Men uanset hvordan man vender og drejer det, er ansvaret, skylden og skammen altid din egen. Det hører vi sjovt nok ikke meget om i tematiseringen af utroskab.Uanset hvor stor en idiot vi har giftet os med, hvor elendigt et ægteskab vi forlader til fordel for en anden, da bærer vi selv ansvaret for det valg, vi træffer.

Det er ikke din mands skyld, selvom du synes, han er dum. Og har du ikke tænkt dig at forlade din partner, skal du ikke belaste vedkommende med dit sidespring for at lette din egen samvittighed.For de mangler i os selv, som vi søger opfyldt hos et andet menneske, skal vi ikke gøre til vores partners mangler.Der er ting her i livet, vi skal tage på os og leve med. Leve med skylden, skammen, ansvaret og samvittigheden. Det må vi ikke lægge over på den vi har svigtet.

Vi må ikke bede om tilgivelse hos vores partner for at frikende os selv. Det er ikke kærlighed, men egenkærlighed.For kan man ikke holde på sig selv i forhold til utroskaben, så må man i hvert fald holde på sig selv i forhold til at gå til bekendelse omkring det.

Nej, hold mund og hold dig selv ud. Og rejs dig ved det træ, hvor du er faldet.