Jeg har lige lagt min iPhone ude på køkkenbordet. To styks faktisk. Den tjenstlige som bedemændene, konfirmandforældrene og kordegnen ringer til - der sker vist ikke mere på den i aften.

Og så min private. Den sidste er den værste. For på den kan jeg holde øje med det der lille forbandede røde tal. Notifikationen. Med en vis insisteren gør den mig opmærksom på, når der er sket en ny aktivitet: En mail, noget vigtigt – eller noget uendelig ligegyldigt. En Messenger-besked, en længe ventet (kærlig) tanke – eller noget der godt kan vente.

Eller skal vente. En venneanmodning, et like eller en, der synes, jeg er en idiot. En sms, to, tre, fire eller flere. En nyhedsopdatering, Breaking eller bare udsigt til endnu flere frostgrå dage marts. To ubesvarede opkald fra ukendt nummer. Ingen efterladt besked. Hvem mon det er? Ude i køkkenet trækker nattekulden ind henne ved vasken. Og der ligger iPhonen nu.

For jeg skal have fred fra min egen delte opmærksomhed og skrive den her klumme om, at vi er fanget i (inter)nettet. Vi er SoMe-junkier og informationsmisbrugere. Også jeg har rygrad som en medisterpølse. Ovenikøbet uden Instagram, Twitter, Snapchat og hvad det alt sammen hedder.

Men det er der mange børn og unge, der har. Selvfølgelig. Og derfor har en Iphone heller ikke noget at gøre i et klasselokale. Slet ikke i undervisningstiden. Den digitale støj skal dæmpes, ja den skal helt forsvinde. Ingen elev kan hænge ud på de sociale medier med de ene øje og samtidig med det halve øre koncentrere sig om Natos oprettelse og Berlinmurens fald.

Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Tillæring af nyt stof kræver fordybelse – det behøver vi ikke engang en ekspertundersøgelse for at regne ud. I gymnasiet fik jeg et selvforskyldt sekstal i fysik, fordi jeg lavede græskafleveringer og læste romaner på bagrækken. I folkeskolen blev vores Jumbobøger og de små fedtede sedler, vi sendte til hinanden, konfiskeret øjeblikkeligt, hvis læreren opdagede det. Sådan skal det også være med mobiltelefonen i dag.

Selvfølgelig skal elever undervises i digitale kompetencer, søge informationer på nettet, være kildekritiske og alt det der. Men de skal også sendes ind på biblioteket. Finde oplysninger i en rigtig bog. Give sig tid, sætte sig ned og bladre, måske møde nabobogen, der handler om noget helt andet.

På nettet er fristelsen til at tjekke ind på de sociale medier uimodståelig, og undersøgelser viser, at et højt skærmforbrug ikke er lig med bedre indlæring. Tværtimod. Eksempelvis skal tysk grammatik terpes. Forholdsord på vers i søvne og stærke bøjningerne skal skrives hundrede gange med blyant på papir. Og det koster ikke staten milliarder af kroner. Kun fordybelse.

Men den dyreste pris, vi betaler, er tabet af nærvær. Øjenkontakt erstattes med kunstigt lys. Da jeg gik på højskole var mobiltelefoner ikke særlig spændende. De kunne ingeting. Lå på værelset eller var glemt et sted for man blev optaget af en eller noget andet. Vi havde alt det vigtigste, der hvor vi var.

I nærværet opstod muligheden for at være 'forundringsparat.' Et udtryk forstander Jørgen Carlsen lancerede som erstatning til managementverdenens krav om, at vi skal være forandringsparate. Og det fører ikke altid til et bestemt resultat, men det fører mennesket derhen, hvor det forunderes og opsøger. Hvor det lytter, modtager, meningsudveksler og samtaler. Ser et andet menneske i øjnene og måske bliver lidt mere menneskelig. Derfor: Giv eleverne et frikvarter fra Ipad’en, Iphonen og de sociale medier, når de er i skole. Og giv dem nogle timers nærvær.