Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

KOMMENTAR: Der findes formentlig – i dopingmæssig forstand – rene russiske atleter. Der vil formentlig også være en del af dem til stede i Rio de Janeiro, når vi om mindre end to uger sætter gang i de olympiske lege.

Disse rene, ordentlige, ærlige, gode sportsfolk nyder lige nu beskyttelse af den olympiske komite (IOC), der søndag, som det vil være de fleste bekendt, overraskede ved ikke kollektivt at udelukke alle russiske sportsfolk fra sommerens lege i Brasilien.

Det kan jeg sagtens, når jeg netop går ned på individniveauet og anerkender, at der selvfølgelig også er rene russiske sportsfolk, få øje på en masse rigtigt i.

Jeg tror også, at der både i Bjarne Riis’, Rolf Sørensens og Michael Rasmussens generationer fandtes rene danske cykelryttere rundt om dem, og selv om de blev snydt for mange sejre, blev de trods alt ikke snydt for at udøve deres sport.

Det er en ekstrem beslutning, at straffe en hel nation kollektivt. Det er ikke svært hverken at se eller forstå. Alligevel mærker jeg stadig stærkest følelsen af, at IOC traf den forkerte beslutning på idrættens vegne ved ikke én gang for alle at statuere et stærkt og kraftigt eksempel over for alle ved at udelukke Rusland kollektivt.

Nu har man lagt det ud til de enkelte specialforbund inden for eksempelvis cykling, tennis, badminton, roning, sejlsport, svømning og så videre at vurdere, om de russere, der er kvalificerede inden for disse idrætsgrene, kan stemples som troværdige nok i forhold til at komme til Rio.

Det er et skub med lorten for at sige det rent ud. Og det er ikke rimeligt, og det er et vattet lederskab at udvise over for en krise, der er så voldsom, at den kan være svær at forstå.

I en tid, hvor sporten er rigeligt udfordret på sin troværdighed af både matchfixing og doping, bliver det et regulært mareridt, når vi ser det russiske flag gå til tops i Rio. Og det er forståeligt, hvis det publikum og de konkurrenter, som over en årrække er blevet narret af at se på russiske vindere, ikke kan begejstres. Måske endda ikke vil begejstres, ja måske endda protes-terer. For dette kunne godt være en protest værd.

Jeg tænker også, at nogle idrætspolitikere vil tage et par træningstimer med garvede kommunikatører, inden de møder de helt uundgåelige spørgsmål om, hvad de mener om en russisk medaljervinder.

Det havde været mest rigtigt at udelukke alle russerne – ikke fordi det kun er russere, der snyder, så naive er ingen formentlig – men fordi vi har fået kortlagt en hel nation med en syg indstilling til ret og vrang i sportens verden.

Dette handler ikke om enkeltstående tilfælde, hvor sportsfolk har snydt hjemme i kælderen.

Dette handler om en nation, der satte dopingen i system. En nation, der bevidst fik et laboratorium til at destruere positive dopingprøver, en nation, der helt op på politisk niveau efter alt at dømme var inde over, hvem der skulle nyde beskyttelse, og hvem der er ikke skulle. Det er en nation, der havde lederen af et af landets antidopinglaboratorier – altså en såkaldt dopingjæger – til at udvikle en kraftfuld dopingcocktail, som blev uddelt til landets atleter.

Vi taler om en nation, der orkes-trerede det vildeste fupnummer med urinprøverne under vinter-OL i den russiske by Sochi i 2014, hvor man i ly af natten og gennem et lille hul i væggen havde folk til at sidde og bytte positive dopingprøver ud med negative.

Der har helt sikkert været russiske sportsfolk med moralen i orden, som har følt sig tvangsindlagt til dette helt igennem usympatiske foretagende, men det store billede står så voldsomt tilbage, at den kollektive straf for at fortælle hele verden, hvor alvorligt man ser på dette, havde været den rigtige.

Det turde IOC ikke, og FIFA tør formentlig heller ikke fratage Rusland værtskabet for fodbold-VM om to år, og derfor sidder vi nu igen tilbage med følelsen af, at korrumperetheden trives bedre end klarsynet i den idrætspolitiske top. Her var årtusindets mulighed for ikke bare at tale klart, men også at handle klart.

Det er synd for alle tilskuerne og alle de rene atleter ude i verden, at de ikke blev beskyttet bedre. Og det er en lille skandale, at det nu bliver op til en række specialforbund at gøre det beskidte arbejde, mens IOCs præsident, Thomas Bach, taler om ’balancen mellem det kollektive ansvar og den individuelle retssikkerhed’. Bah!

Værsgo her er lorten. Kan I lugten den?

Andre læser også