Danskerne er ved at blive taget som gidsler i en konflikt, som burde kunne løses. 4. april kan vi stå i en situation, hvor store dele af Danmark lukker ned.

I går kom det eksempelvis frem, at 20 hospitaler og samtlige regionshuse kan blive ramt, hvis der ikke nås en aftale mellem regionerne, der har varslet en lockout, og fagforeningerne inden 10. april.

Alle siger udadtil, at man helst så, at der blev fundet en løsning. Men samtidig synes ingen at rykke sig en millimeter i forhandlingerne. Og man fornemmer således, at det er spil for galleriet fra begge sider. For hvis parterne virkelig var interesserede i at indgå en aftale, så var der nok fundet et kompromis allerede nu. Kigger man på historisk på det, er det ikke meget parterne slås om, hvorfor situationen virker endnu mere grotesk.

I Danmark har vi i mange år brystet os af den danske model - altså modellen, hvor arbejdsmarkedets parter selv aftaler, hvordan verden skal se ud.

Men det virker som om, at arbejdsgiverne - kommunerne, regionerne og staten - på den ene side og fagforeningerne på den anden side er ved at begrave den model og i stedet styrer direkte mod et regeringsindgreb - der vel at mærke nok først vil komme efter danskerne er blevet taget som gidsler i ugevis.

Regeringsindgrebet vil så - må man formode - udløse et ramaskrig i fagbevægelsen og forpeste forholdet yderligere mellem parterne, da et indgreb højst sandsynligt vil tilgodese arbejdsgiverne mest.

Og det er nærliggende, at forestille sig, at det iskolde forhold mellem parterne vil blive på frysepunktet helt frem til næste gang parterne mødes til overenskomstforhandlinger. Og så vil historien sikkert gentage sig. Og dermed er den danske model død.

Måske har den også haft sin tid. Men i stedet for det nuværende skuespil burde parterne finde hinanden, inden Danmark lukker ned.

ufjo