Tre-tre-syv-seks-nul-et-fem-to. Det var min mors arbejdstelefonnummer i 1998. Jeg husker det endnu, for da jeg var barn, måtte jeg lagre nummeret på den gode, gammeldags måde, nemlig på lystavlen. Og vel at mærke ikke den, jeg i dag sidder med i hånden 16 timer i døgnet.

Jeg husker min mors knap 20 år gamle telefonnummer så godt, at jeg til stadighed på ethvert givent tidspunkt kan gengive nøjagtigt, hvordan det lyder, når man taster det ind på en gammeldags telefon:

Lyst mellemdut. Lyst mellemdut. Mørkt dut. Lidt lysere dut. Meget mørkt dut. Meget lyst dut. Mellemdut. Lyst dut.

Desværre kan jeg ikke bruge den viden til noget, for hun har for længst fået nyt telefonnummer, men jeg kan ikke huske det, og det skræmmer mig. Jeg har nemlig bemærket, at jeg generelt er begyndt at huske dårligt. Eller værre endnu: Jeg er begyndt at glemme.

btnyhed

Fra min folkeskoletid husker jeg for eksempel kun to ting. To remser:

Remse 1: Den, der skriver ‘d’ i ‘gjort’, han skal ha’ sin numse smurt.

Remse 2: Aus, bei, mit, nach, seit, von, zu.

Remsen med forholdsord husker jeg kun, fordi Tysklærer Inge tvang os til at lave hver vores personlige melodi til den. Det er bare dumt, at jeg husker den sætning, når nu det eneste andet, jeg kan sige på tysk, er, at jeg ikke kan tale tysk.

Min melodi var for øvrigt sådan lidt ‘Grease’-agtig.

btnyhed

Et meget aktuelt eksempel på min hullede hukommelse er navne. Det er nu 10 måneder siden, at min daværende arbejdsplads, Metroxpress, fusionerede med konkurrenten BT, men jeg kan stadig ikke huske, hvad alle hedder. End ikke kollegaer, jeg har siddet lige ved siden af i flere måneder.

Til mit forsvar skal det dog siges, at jeg på et tidspunkt var placeret midt i en gruppe af kvinder med navnene Trine, Tinie og Tilde. Eller var det Tine, Tiny og Trille?

Det værste ved det hele - og jeg lyver ikke for dig, kære læser - jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede i går. Så mens jeg skriver dette med den ene hånd, sidder jeg med min telefon i den anden. Jeg vil finde ud af, hvad jeg foretog mig for bare 24 timer siden.

Ja, jeg har jo haft kontakt med mine venner på Facebook, taget nogle billeder til Instagram og lagt en 'story' på Snapchat, så måske kan jeg stykke mit virkelig liv sammen udfra mit virtuelle.

Og netop det er problemet.

btnyhed

btnyhed

Min smartphone husker alting for mig. Desværre husker den mig bare også på alt det, jeg ikke skal huske.

Og hvad ryger ud, når endnu en artikel om, hvordan ‘mit kærlighedsliv vil se ud i 2018 baseret på mit stjernetegn’ ryger ind, fordi jeg konstant holder mig pseudo-ajour på Facebook? Eller når jeg på Snapchat absorberer en fjern vens video nummer 900 i rækken af pixelerede billeder med ditto ringe lyd fra en eller anden koncert, jeg jo netop har valgt ikke selv at gå til?

Det eneste, jeg efterhånden husker meget tydeligt, er rejser. Der ser jeg ting med mine egne øjne, dufter med min egen næse, lytter med mine egne ører, smager med min egen mund og mærker ting med mine egne fingre. Jeg oplever selv - og husker selv.

Ja, jeg burde rejse langt væk uden min telefon, men jeg tør ikke. Jeg vil jo kun kunne komme i kontakt med dem derhjemme, hvis jeg kan deres telefonnummer udenad.

Kom nu, Joy, du kan godt! Din mors aktuelle telefonnummer. Det er noget med 22...

Tre-tre-syv-seks-nul-et-fem-to.

FORDØMT!

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook