Gul bjælke - breaking news – der er nu over en halv million døde med Covid-19 globalt!

En halv million! Det er godt nok mange. Så det taler vi naturligvis om over middagsbordet lørdag aften, hvor en tredjedel af deltagerne i LøkkeFondens Challenge er samlet i Aarhus efter etapen på 100 km.

De andre to tredjedele sidder lige nu sammen, men på afstand, ved spiseborde i Esbjerg og Rørvig, for covid-19-krisen har sat en stopper for årets højdepunkt, hvor vi plejer at cykler 500 km. gennem Danmark med cirka 100 drenge på kanten af samfundet, som vinder selvtillid i takt med at pedalerne trædes rundt. Det er simpelthen for farlig at cykle så mange sammen.

”Der døde 650.000 i den sidste store influenza-sæson”, indskyder en. En anden fortæller anekdotisk om, at en kommunal ældrechef har fortalt, hvordan ventetiden til plejehjemspladser vokser, fordi der simpelthen dør færre end normalt på de lukkede og afsprittede plejehjem, hvor pårørende indtil denne weekend har været forment adgang.

Selv gentager jeg min bekymring for, at corona-krisen har holdt mennesker væk fra egen læge, så vi om et år eller to slås med for sent opdagede, alvorlige sygdomme. ”Er det ikke bare en myte”, spørges der.

”Nej”, siger en af de voksne ved bordet. Han peger mod en rød plet ved den ene øreindgang og fortæller, hvordan han i marts mærkede en lille knude, men skød det fra sig. ”Man kunne jo ikke komme til læge”. Det kunne han så, da Danmark genåbnede. Og så gik det stærkt: Kræftpakke. Af sted med dig! Og to dage efter var knuden væk. Ondartet. Kræft. Vokset i mellemtiden. Men trods alt med en god prognose, selvom den havde været endnu bedre, hvis den var taget fra en start.

Vi skåler i danskvand. Ønsker ham alt det bedste og forlader emnet. Det er stadig ømtåleligt at tale åbent om kræft. Det er den 27. juni. Præcis for et år siden kastede jeg rygsækken over skulderen, forlod statsministeriet og overlod det til Mette Frederiksen.

Valgkampen handlede en del om sundhed. Det har de seneste måneder også gjort, om end på en anden måde. For hvad blev der af sundhedsreformen? 1.000 ekstra sygeplejersker? Den helt nødvendige omstilling til en ikke fjern fremtid med dobbelt så mange diabetikere, markant flere kronikere og 60% flere +80-årige? Oprustningen af akutberedskabet med lange responstider i udkantspostnumre, hvor chancen for at overleve et hjertestop er dårligere end i resten af landet? Alt det, der for et år siden fyldte aviserne og efterlod indtrykket af et sundhedsvæsen med kæmpe udfordringer.

Debatten blev med ét visket bort, da valget var overstået. Og om lidt freder mit eget parti sikkert regionerne, hvis jeg ellers afkoder fredagens store sommerinterview med Venstres formand i Jyllandsposten rigtigt.

Da Danmark lukkede ned og sundhedsvæsenet på rekordtid omstillede sig til et voldsomt rykind af Covid- 19-patienter (som godt nok udeblev), roste alle fagligheden. Dén blev sat i højsædet og trumfede for en stund bureaukratiet og de tunge, politiske beslutningsgange.

Jeg håber, at nogen – med hvem? – tager den erfaring ned og omsætter den i en helt nødvendig sundhedsreform, der binder kommune, almen praksis og de højt specialiserede sygehuse tættere sammen – skærer bureaukrati, rockwool-laget og politiseringen af driften væk og sætter sundhedsfagligheden i fokus. Lige nu har vi opbygget en pukkel af patienter på venteliste, som det vil tage tid at få høvlet ned. Og samtidig vokser presset fra flere patienter bedre behandlingsmuligheder.

Det bliver svært at følge med, hvis vi bare gør mere af det samme. Så gambler vi med 20 års fremgang, hvor kræftbehandlingen er blevet markant forbedret og dødsfald med hjerte-/karsygdomme betydeligt nedbragt.

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at den bedste løsning vil være en vis centralisering af rammerne for det danske sundhedsvæsen kombineret med en decentralisering af det faglige ansvar for drift og koordination i den Bermuda-trekant mellem sygehus, lægepraksis og kommune, som alt for mange patienter falder i.

Var det ikke så alvorligt, ville det være sjovt, at Socialdemokratiet – der kaldte min regerings sundhedsreform for centralisme – nu vil lave en statslig styrelse for mundbind og værnemidler. Den slags kan man åbenbart ikke betro regionerne. Hvordan kan man så se stort på regionale og helt uforklarlige forskelle i kræftbehandling, ventetider og overholdelse af patientrettigheder.

Det er mig en gåde. Se nu at komme ud af busken og spil ud med sundhedsreform. Danmark har brug det.