Mellemudstyrsversionen af Kias nye minibil begejstrer med pladsen, men skuffer med motoren

Sydkoreanernes gamle 4-cylindrede benzinmotor med 84 hk er i bedste fald solid – sprælsk og moderne er den bestemt ikke.

Uanset motor kan man med Kia Rio dog glæde sig over et højt sikkerhedsniveau og stærke priser.

Hvad er nyt?

Sikkerhed og pålidelighed er to egenskaber, man umiddelbart kan klistre på den nye Kia Rio. Som noget exceptionelt for miniklassen er et automatisk nødbremsesystem, der også genkender fodgængere, standard helt fra basisudgaven. Også vognbaneassistent hører med.

Troen på eget værd understreges af, at Kia yder syv års mekanisk garanti eller maksimum 150.000 km, afhængigt af hvad der kommer først. At man har noget at have selvtilliden i, understreges af, at Kia-modellerne Ceed og Venga kører igennem det tyske bilmagasin Auto Bilds 100.000 km test stort set uden anmærkninger. Der er ingen grund til at tro, at en Rio vil klare sig dårligere.

Peter Schreyer har i snart mange år stået bag Kias design, og han har ligesom med opdateringen af de øvrige Kia-modeller givet fjerde generation Rio et mere maskulint udtryk. I kabinen er der luget ud i antallet af knapper, og betjeningen er forenklet. Vælger man topmodellen Advance (fra 175.000 kr.), er en mere lækker midterkonsol med bl.a. navigationsanlæg, Apple Car­Play og bakkamera standard. Den pakke kan tilkøbes for 13.000 kr. til de øvrige modeller (dog ikke til grundmodellen Base).

En ganske overskuelig førerplads med letaflæselige centrale instrumenter. I de lavest udstyrede modeller er midterkonsollens lille skærm med de røde tal ret gammeldags, og der er stadig en del hård plast tilbage på bl.a. dørsiderne.
En ganske overskuelig førerplads med letaflæselige centrale instrumenter. I de lavest udstyrede modeller er midterkonsollens lille skærm med de røde tal ret gammeldags, og der er stadig en del hård plast tilbage på bl.a. dørsiderne.
Vis mere

Hvad virker?

Kia begejstrer ikke køreentusiaster, men Rio er en allrounder, der ikke gør noget forkert, og dens tilforladelige væremåde vil formentlig tilfredsstille langt de fleste potentielle kunder.

Kia Rio har en af miniklassens mest rummelige kabiner bl.a. takket være en akselafstand på 258 cm. Man sidder lavt, og det medvirker til fornemmelsen af, at der er højt til loftet, og sæderne både for og bag er rimelige, om end man godt kunne ønske sig lidt mere længde på siddefladen.

Bagagerummet i den nye Rio er vokset med 50 liter til 325.

Hvor halter den?

Testbilens 1,2 liters 4-cylindrede benziner med 84 hk og 5-trins gearkasse virker, sammenlignet med den 1,0 liters 3-cylindrede turbomotor med 100 hk og 5-trins gearkasse, noget bedaget.

Den lille turbomotor når sit maksimale moment på 171 Nm allerede ved 1.500 o/min., hvorimod den turboløse først har sine maksimale 121 Nm til rådighed ved 4.000 o/min. Det er en særdeles markant forskel, hvor de fleste formentlig vil vælge turboudgaven, hvis først de prøver den.

Jeg vil dog ikke anbefale, at man vælger turboudgaven udelukkende pga. dens på papiret bedre brændstoføkonomi (3,1 km længere på literen). Oplevelsen er ofte, at det er langt nemmere at presse en turboløs benzinmotor op i nærheden af det lovede antal kilometer på literen.

Bluetooth fås ikke til testbilen med Base Plus-udstyr.

Er den noget for dig?

Er ønsket en rummelig, pålidelig og sikker minibil, er Kia Rio vanskelig at komme udenom. Betyder prisen også noget, er Rio endnu vanskeligere at komme udenom. Testbilen med Base Plus-udstyr koster 150.000 kr., fætteren Hyundai i20 med samme motor og Trendudstyr koster det samme, men i20’eren har ikke automatisk nødbremse – derimod har den bluetooth og baksensor.

Suzuki Baleno er umiddelbart stærkeste konkurrent – med 90 hestes motor, nogenlunde sammenligneligt komfortudstyr i Active-udgave byder Baleno også på automatisk nødbremse plus en adaptiv fartpilot, der selv holder afstand til forankørende. Vognbaneassistent har Baleno ikke, til gengæld koster den 15.000 kr. mindre end Rio og i20.

Kia Rio er en af miniklassens mest rummelige. Fornuftig plads i kabinen og et bagagerum på 325 liter, 50 flere liter end i forgængeren, tredje generation Rio. Foto: Morten Kjeldsen
Kia Rio er en af miniklassens mest rummelige. Fornuftig plads i kabinen og et bagagerum på 325 liter, 50 flere liter end i forgængeren, tredje generation Rio. Foto: Morten Kjeldsen
Vis mere

Ford Fiesta, VW Polo, Skoda Fabia og Toyota Yaris har vanskeligt ved at konkurrere på pris, hvorimod Opel Corsa med sin 1,4 liters med 90 hk og Enjoy-udstyr er konkurrencedygtig.

Franskmændene Renault Clio og Peugeot 208 fører sig jævnligt frem med kampagnepriser, der kunne gøre dem interessante.

Ender du i en Rio, har du foretaget et fornuftigt valg, som din bankrådgiver formentlig vil nikke anerkendende til.

Men husk lige at prøve den 3-cylindrede turbobenziner med 100 hk først – med stort set samme udstyr (med den motor hedder udstyrsvarianten Comfort og ikke Base Plus) er prisen blot 10.000 kr. mere.