FDM har i ti år lagt asfalt til kørekurser for kvinder. Formålet er, at den kvindelige del af befolkningen skal lære at begå sig på blandt andet glatte veje. Vi har været med på kursus.
Hvorfor kan kvinder ikke køre bil? Fordi rattet ikke sidder i deres side. Hvorfor kører den kvindelige Formel 1 i pit 73 gange? For at spørge om vej.
Vittighederne om kvinder bag rattet er lige så mange og gamle som historierne om Adam og Eva, men er kvinder virkelig dårligere til at køre bil end mænd?
Nej – ikke hvis man spørger FDM, der gennem årene har haft tusindvis af kvinder på kørekurser på asfalten på Sjællandsringen ved Roskilde.
Men mange kvinder, herunder undertegnede, bryder sig, måske netop på grund af vittighederne, ikke om at have mænd som tilskuere, når vi øver os i at tumle en bil i uvante situationer. Hvorfor FDM for nu ti år siden lancerede køretekniske kurser specielt til den del af befolkningen med et cpr-nummer, der slutter på et lige nummer.
Kvinder i alle aldre
At initiativet stadig er populært, viser fremmødet til endnu et kursus på denne kølige lørdag i januar.
Ni kvinder i alderen fra midt-tyverne til start-tresserne sidder ved kursusstart bænket omkring kaffebordet i kantinen på det køretekniske anlæg i Roskilde. Uden for vinduet, på Sjællandsringens brede bane, er en flok kørekort-aspiranter netop rullet ud til deres første møde med glatbanen.
»Åh, jeg var så nervøs her til morgen, at jeg næsten ikke var kommet af sted,« udbryder en af kvinderne ved kaffebordet.
»Jeg hader at køre, når det er glat – og se nu der,« siger hun og nikker ud mod banen, »uh, nu skal ind på det glatte – og bremse«.
Hun bliver bakket op af bifaldende nik og lignende historier. Ingen af kvinderne her er fans af kombinationen af vintervejr og pladsen bag rattet. Hvilket er den primære årsag til, at de er her. De fleste af dem kører dagligt til og fra arbejde og vil gerne være fri for den bekymring, der følger med, når man ikke føler sig på sikker grund i vinterføre. Og at der ikke er mænd i flokken, er en stor lettelse.
»Det er mere frit, når jeg ikke føler, der er en, der måske griner ad mig, fordi jeg ikke kan finde ud af det eller er bange for at køre, når det er vinter,« siger den ene.
Flugtbilist på glatbane
At instruktøren Elli Larsen også er kvinde, er tydeligvis en ekstra gevinst for dette ensemble af hunkønsvæsener. Hun småsludrer, går op i, at vi holder kaffepauser, og svarer under formiddagens teoriundervisning tålmodigt og med små hyggelige anekdoter fra sin tid som kørelærer på de gentagne spørgsmål om ABS-bremser, vinterdæk og koblingspunkt.
Hun gør også sit til at afvæbne den nervøsitet, der melder sig, da vi anspændt pludrende tripper ud til bilerne til eftermiddagens praktiske del af kurset ude på banen.
»I vælter ikke,« siger Elli Larsen. Flere gange. Mens hun udstyrer os med hver sin radio, så vi, når vi sidder hver for sig i vores biler, kan gøre, som hun fra sin plads i kontroltårnet beordrer os til.
»Ja, bil nummer 10, du kører frem, ja fint, så sætter du farten op, ja, du må gerne forsøge at få den op på 50 kilometer i timen, din bil kan sagtens bremse, og så ja NU, brems, alt hvad du kan, alt hvad du kan, og hov, stop helt op. Er du en flugtbilist? Ja, det kalder vi dem, der ikke stopper helt.«
Hun griner lidt.
Bil nummer 11 triller tøvende fremad.
»Ja, fint, kør frem, ja, bare kør, kom. Og breeeeems.«
Vi bruger en times tid på at øve de hårde opbremsninger. Efter hver omgang går det bedre, jeg tør sætte farten lidt mere op, stole på, at bilen rent faktisk bremser, inden jeg rammer keglerne.
En frygtet disciplin
Efter kaffen – »med kage, fordi I har været så dygtige,« skratter Elli Larsen i radioen – er det glatbane. Som vi tager i et betydeligt lavere tempo end det »blandede« hold, der også er på Sjællandsringen i dag.
Elli Larsen roser os alligevel. Måske mest for at opmuntre flokken inden den absolut mest frygtede disciplin. At trække håndbremsen på vej rundt i et – glat – sving. Vi kikser den næsten alle sammen. Formår ikke at løfte håndtaget kortvarigt og slippe den igen, men holder det i stedet – for mit vedkommende krampagtigt – oppe, så vi får en 360 graders snurretur.
Det gode ved en kursusbane er muligheden for at prøve igen. Og igen. Og selv om ikke alle får helt styr på det, ryger selvtilliden så meget i vejret, at selv morgenens mest nervøse deltagere snupper en ekstra tur op ad den glatte bakke, vi slutter af med. Og bagefter kan grine ad sig selv, fordi de ikke kom helt op og måtte ud i en kamp med det forbitrede koblingspunkt.
I den ideelle verden burde det være ret ligegyldigt, hvilket køn der sidder bag rattet i vognen bag en på banen, når man snurrer, går i stå eller kører (for) langsomt, Så længe verden ikke er ideel, er det ideelt at dele usikkerheden ved vinterveje med andre (kvinder). Det giver trygheden til både i overført og bogstavelig betydning at give den gas på banen – uden at være bange for at blive til grin. Eller lægge grunden til en ny vittighed.
