Med lanceringen af X1 har BMW begået noget så naturstridigt som en klimavenlig SUV. Den kører 18,9 km/l, og det er mere end de fleste store stationcars præsterer.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I slipstrømmen på klimadebatten er SUV’erne gået snorlige fra hot til not. Nu er de pludseligt Holte traktorer og autonome elementer slår sig på deres veganertynde lår af grin, mens de i klimaets navn punkterer den ene SUV efter den anden i de københavnske gader. Af hensyn til dyrelivet på polerne forstås. Et fald i image man skal hedde T. Woods for helt at forstå omfanget af. Mangen en SUV-ejer har nærmest følt de egenhændigt kvalte babypingviner hver gang de drejede nøglen for at kører ungerne i skole.

Men sådan behøver det faktisk ikke at være. Tværtimod fristes jeg til at sige. BMW viser nemlig med deres nye X1, at man sagtens kan lave en SUV der tilgodeser både holtefruernes kørselsbehov og dyrelivet på antarktisk.

SUV uden firehjulstræk

Den nye BMW X1 er på størrelse med storebror X3, men med en lidt lavere profil. I modsætning til X3 fås den dog i en version uden firehjulstræk og det er netop tilfældet med den testede X1 sDrive20d. Betegnelsen sDrive dækker de baghjulstrukne X1’ere mens de firehjulstrukne hedder xDrive. Med BMWs flair for køredynamik opleves den baghjulstrukne X1 som fuldt ud i stand til at kapere både bilens vægt og de 177 potente dieselheste. I snesjap og blødt græs vil xDrive givetvis have en fordel, men det er marginalsituationer som kun de færreste X1-ejere vil opleve. Da sDrive med baghjulstræk og bedre brændstoføkonomi er omkring 60.000 kroner billigere end xDrive, er det her man får mest værdi for pengene.

Slår de fleste stationcars

Det der gør X1 til en klimavenlig, er dens imponerende lave forbrug på 18,9 km/l ved blandet kørsel for en SUV på over 1,5 tons. Det er bedre end både Mondeo, Passat, 407 SW og Opel Insignia som toliters dieselmotoriserede stationcars i standardopsætningen. De kører alle mellem 17 og 18 kilometer på en liter diesel. Og ikke nok med det, for mens BMW’en stiller med 177 hestekræfter så har de lavere stationcars alle kun omkring 150. 0-100 km/t er klaret på 8,1 sekunder og topfarten er 205 km/t, så man går ikke på kompromis med præstationerne for at trille langt på literen.

Udover en effektiv dieselmotor opnår X1’eren det imponerende resultat ved hjælp af start/stop teknologi. Hver gang man holder for rødt og bilen sættes i frigear går motoren ud. Den starter igen i samme øjeblik som koblingen trædes ned. Derudover har X1 en indikator der gør opmærksom på hvornår der skal skiftes gear for at opnå det lavest mulige forbrug. En lille men pædagogisk effektfuld detalje..

X1 ejere må givetvis fortsat leve med at blive kigget skævt til. Men de kan gøre det med rank ryg og oprejst pande. Den testede X1’er er bilen SUV segmentet har brug for i kampen for at rense sit image, og selvom det er op ad bakke, er der ikke en opgave for en 4X4 men for den baghjulstruken klimadarling fra Bayern.

HENRIK@BILEN.DK