Gruppens af quarterbacks i aftenens konferencefinaler er den svageste i mands minde, mener to NFL-kommentatorer. Det er et stort problem for en liga, der i forvejen kæmper med vigende seertal og mangel på superstjerner.

Case Keenum lignede én, der havde svært ved at tro det. At han, den evige reserve-quarterback med speciale i at agere stand-in i nødstilfælde, havde sendt Minnesota Vikings i NFC-finalen og én kamp fra Super Bowl med et desperationskast på det allersidste spil i en slutspilskamp, der allerede er gået over i historien som en af de mest vanvittige og medrivende i nyere tid.

For dem, som så den.

For som Keenum for en uge siden spurtede ned ad banen på US Bank Stadium i Minneapolis som et barn i et friluftsbad efter sejren over New Orleans Saints, var quarterbacken den perfekte case på det paradoks, der plager NFL: At der på trods af kampe som ‘Miraklet i Minneapolis’ er færre og færre seere, der ser kampene på tv.


Gruppens af quarterbacks i aftenens konferencefinaler er den svageste i mands minde, mener to NFL-kommentatorer. Det er et stort problem for en liga, der i forvejen kæmper med vigende seertal og mangel på superstjerner.

Case Keenum lignede én, der havde svært ved at tro det. At han, den evige reserve-quarterback med speciale i at agere stand-in i nødstilfælde, havde sendt Minnesota Vikings i NFC-finalen og én kamp fra Super Bowl med et desperationskast på det allersidste spil i en slutspilskamp, der allerede er gået over i historien som en af de mest vanvittige og medrivende i nyere tid.

For dem, som så den.

For som Keenum for en uge siden spurtede ned ad banen på US Bank Stadium i Minneapolis som et barn i et friluftsbad efter sejren over New Orleans Saints, var quarterbacken den perfekte case på det paradoks, der plager NFL: At der på trods af kampe som ‘Miraklet i Minneapolis’ er færre og færre seere, der ser kampene på tv.

Manglen på superstjerner, spillernes protester under nationalmelodien og præsident Donald Trumps efterfølgende teatertorden har medvirket til, at seertallene er i frit fald. Fra 2015 til 2016 mistede NFL otte procent af seerne, og yderligere 9,7 procent er faldet fra i denne sæson. I alt oplevede en typisk kamp en nedgang på 1,6 mio. seere fra 16,5 mio. til 14,9 mio., viser tal fra Nielsen Media Research, der måler seertallene i USA. Tendensen er fulgt med over i slutspillet, hvis to første runder havde de laveste seertal i dette årti ifølge Sports Business Daily.

»NFL-produktet har simpelthen bare ikke været godt nok. Især ikke i prime time. 9 ud af 18 ‘Sunday Night Football’-kampe i den bedste sendetid er blevet afgjort med en margin på to touchdowns eller mere. Dramaet har ofte været helt fraværende, og så har man også været uheldig med kampvalgene, for hvem gider se et middelmådigt hold uden noget at spille for møde et andet middelmådigt hold,« spørger Søren Hygum Hansen, medejer af NFL-hjemmesiden Draftday.dk.

Gift for produktet

At se Case Keenum, Nick Foles og Blake Bortles stå i NFLs konferencefinaler sammen med Tom Brady, den femfoldige Super Bowl-vinder, svarer da også til at glæde sig til en koncert med The Beatles for blot at opdage, at det ikke er Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr, der flankerer John Lennon på scenen, men rytmegruppen fra Fede Finn og Funny Boyz. Bevares, quarterback-trioen kan da sit kram – ligesom det populære dansktop-orkester – men nogen ‘Fab Four’ er der ikke tale om. Ikke sammenlignet med den parade af quarterbackstjerner, der kunne have dystet om de to billetter til Super Bowl i aften.

»Det er vildt, at det er de tre, der står tilbage sammen med Tom Brady. Jeg kan ikke mindes, at der har været en gruppe af quarterbacks i konferencefinalerne, der navnemæssigt har været så svag. Jeg er spændt på at se, hvad det vil betyde for seertallene på søndag (i dag, red.),« siger Søren Hygum Hansen og bakkes op af Tommy Kjærsgaard, NFL-kommentator på TV3 Sport:

»Det er ekstraordinært på den forkerte måde og virker absurd, når man ser på navnene – især fordi Tom Brady stikker så meget ud. Men det underbygger jo bare tesen om, at forsvar vinder mesterskaber, for de tre andre står her i kraft af deres holds forsvar. I de år, jeg har fulgt NFL, har jeg aldrig før oplevet, at så dårlige quarterbacks kan vinde en Super Bowl.«

Før Divisional Round var en af de store historier den enorme forskel i slutspilserfaringen hos de otte quarterbacks, der mødtes i de fire opgør. I tråd med den uforudsigelighed, som denne sæson har været præget af, endte det på den eneste tænkelige måde. At kun Tom Brady levede op til favoritværdigheden, mens Ben Roethlisberger, Matt Ryan og Drew Brees, der samlet set har optrådt i fem Super Bowls og vundet tre, blev besejret af tre leverpostejsfarvede no-names, der inden weekenden tilsammen havde spillet to slutspilskampe.

I en quarterback-drevet liga er det gift for produktet, at manglen på stjernestøv er så udtalt så sent i sæsonen. NFL er dybt afhængig af sine superstjerner for at lokke kunder til butikken. Og i den kategori falder hverken Keenum, Foles eller Bortles, der i alt har spillet lige så mange kampe i slutspillet, som Tom Brady har vundet Super Bowl.

»NFLs problem er, at ligaen er blevet profilløs. Før i tiden kunne jeg sagtens tænde for en kamp med Indianapolis Colts, selv om jeg ikke er fan af holdet. Bare for at se Peyton Manning spille,« siger Søren Hygum Hansen med henvisning til den legendariske quarterback, hvis årlige rivalopgør mod Tom Brady tegnede NFL op igennem 00erne og frem til midten af dette årti.

»Det var kampe, som alle bare skulle se. Hvor mange skal bare se Foles mod Keenum,« spørger Søren Hygum Hansen retorisk om aftenens ene konferencefinale.

NFL kan miste milliarder

Det er tv-stationerne CBS, Fox, NBC og sportskanalen ESPN, der har rettighederne til NFL, som de tilsammen betaler svimlende 26,7 mia. kr. om året for. Til sammenligning koster det Sky og BT Sport 14,3 mia. kr. om året at vise Premier League. Som det er tilfældet for alle sportsligaer, udgør tv-aftalen den største indtægtskilde for NFL. Derfor kan det faldende seertal ende med at koste dyrt.

»Det er ikke så farligt, at alarmklokkerne begynder at ringe. Det farlige er, hvis tendensen også fortsætter de næste par år, for så kan NFL miste mange milliarder, når den nye tv-aftale skal forhandles på plads. Der har allerede været eksempler på annoncører, som har fået penge tilbage, fordi der var færre seere end forventet. Man skal huske, at NFL er dybt afhængig af, at nogle gider betale for produktet, og hvis seertallene er lave, vil de selvfølgelig ikke betale samme pris som sidst,« påpeger Søren Hygum Hansen.

Tommy Kjærsgaard ønsker ikke at sige noget om udviklingen i seertallene på TV3 Sport, men han genkender mange af de udfordringer, som amerikanerne slås med:

»NFLs faldende seertal er et spejlbillede af de generelle seertal og egentlig blot et udtryk for, at vi står i en ny medievirkelighed, hvor folk er begyndt at se kampene på deres computer og har fået flere valgmuligheder og flere platforme, så man nu kan skifte rundt mellem kampene. Før i tiden så folk måske NFL, fordi der ikke var noget andet, der var bedre. Nu kan man altid finde noget bedre.«

Derfor handler det ifølge Tommy Kjærsgaard om at tilbyde sig selv på så mange platforme som muligt, for underholdning måles ikke længere kun i seertal, men også i omfanget af folks interaktion med og engagement i ens produkt. Her er NFL forholdsvis innovativ, mener Tommy Kjærsgaard, for det kan godt være, at man mister reklamekroner, men så kan NFL måske tjene på nye løsninger som for eksempel ved at samarbejde med Amazon, der i denne sæson har afløst Twitter som hjemsted for streaming af torsdagskampene.

»Man behøver ikke være så nervøs, hvis man bare har folk ansat, der tænker de rigtige tanker, for folk køber stadig NFL-produktet. Bare på andre måder. Jeg køber ikke dommedagsbilledet, men jeg kan sagtens se, at NFL ikke længere er på den opadgående kurve, man har været på de seneste 10 år. NFL har bare skudt sig selv op i stratosfæren, og så kan man jo ikke komme længere op,« siger Tommy Kjærsgaard.

Eller som Søren Hygum Hansen formulerer det:

»Problemet er opstået, fordi man har noget at måle sig op imod, som har skabt helt sindssyge forventninger. Der er jo ingen tv-udsendelser, der vil kunne måle sig med NFLs seertal i 2015. Man skal huske på, at faldet i seere svarer til at sige: ‘Det er synd for mig, at jeg kun tjener én mio. kr., for sidste år tjente jeg 1,2 mio. kr.’«

Tørst efter nye stjerner

En anden forklaring på nedgangen er, at mætheden er begyndt at sætte ind, advarer Søren Hygum Hansen:

»Der er en kamp torsdag, tre kampe søndag og så én mandag aften. Den måde, man fortærer football på, er helt vild.«

Derfor burde NFL – ud over at håbe på flere profiler – kraftigt overveje at skrotte kampene om torsdagen, mener Søren Hygum Hansen. Et synspunkt, cheferne for både CBS og Fox, James Murdoch og Sean McManus, også har luftet.

»Den korte forberedelsestid har ført til for mange skader og for dårlig kvalitet på banen. Det giver et dårligere produkt og har været med til at skabe den der mæthedsfornemmelse,« siger Søren Hygum Hansen.

Nick Foles blev kastet i ilden, da Philadelphia Eagles' stjerne-quarterback Carson Wentz blev alvorligt skadet. Nu står han i NFC-finalen og får måske også lov til at opleve en Super Bowl, inden tilværelsen som reserve venter igen. Medmindre et andet hold kan se ham som starter. Foto: AFP
Nick Foles blev kastet i ilden, da Philadelphia Eagles' stjerne-quarterback Carson Wentz blev alvorligt skadet. Nu står han i NFC-finalen og får måske også lov til at opleve en Super Bowl, inden tilværelsen som reserve venter igen. Medmindre et andet hold kan se ham som starter. Foto: AFP
Vis mere

Blake Bortles (tv.) havde en stor andel i Jacksonville Jaguars' sensationelle sejr over Pittsburgh Steelers. Men nogen stjerne bliver quarterbacken aldrig, mener NFL-kommentator på TV3 Sport Tommy Kjærsgaard. Dertil spiller han simpelthen for ofte på et for lavt niveau. Foto: AFP
Blake Bortles (tv.) havde en stor andel i Jacksonville Jaguars' sensationelle sejr over Pittsburgh Steelers. Men nogen stjerne bliver quarterbacken aldrig, mener NFL-kommentator på TV3 Sport Tommy Kjærsgaard. Dertil spiller han simpelthen for ofte på et for lavt niveau. Foto: AFP
Vis mere

Tom Brady har vundet lige så mange Super Bowl-sejre, som de andre tre quarterbacks i dette års konferencefinaler i NFL har spillet slutspilskampe. Med en sejr på søndag kan den 40-årige New England Patriots-quarterback fortsætte jagten på sin sjette Super Bowl-triumf. Foto: AFP
Tom Brady har vundet lige så mange Super Bowl-sejre, som de andre tre quarterbacks i dette års konferencefinaler i NFL har spillet slutspilskampe. Med en sejr på søndag kan den 40-årige New England Patriots-quarterback fortsætte jagten på sin sjette Super Bowl-triumf. Foto: AFP
Vis mere

Mæthed, en ny medievirkelighed og manglen på superstjerner forklarer dog ikke alene seerflugten. Balladen omkring spillernes protest under nationalmelodien og præsident Donald Trumps opfordring til fansene om at vende NFL ryggen spiller også en rolle.

»Trump har haft succes med at få nogle amerikanere til at boykotte NFL. Især dem, der bor i et område, som ikke har et NFL-hold, og dem er der mange af. Den gennemsnitlige NFL-fan er jo ikke de unge, der bruger Twitter eller streamer kampe på Amazon. Det er Joe Anderson fra Wichita, Kansas,« som Søren Hygum Hansen for eksemplets skyld bruger som paraplybetegnelse for kernepublikummet af hvide, midaldrende mænd.

Tommy Kjærsgaard er enig i, at Trumps Twitter-tirader har haft en negativ betydning for NFLs popularitet, men ikke nødvendigvis for seertallene:

»Det er blevet populært blandt amerikanerne at sige, at NFL-spillere er møgforkælede, men de ser nu kampene alligevel,« påpeger Tommy Kjærsgaard og henviser til den årlige afstemning om, hvilken sportsgren der var den mest populære i USA, hvor football gik tilbage, men stadig klart distancerede alle andre igen i 2017.

I stedet tilskriver han faldet i seertallene de mange historier om tidligere spillere, der lider af hjernesygdommen kronisk traumautisk encefalopati (CTE), der kædes sammen med spillet:

»Det har haft en stor indvirkning hos især kvinderne. NFLs største problem er, at football har fået et andet ry. Folk er begyndt at tænke over, hvor farlig sporten egentlig er.«

Det ses med al tydelighed på den alenlange liste af spillere, der missede hele eller store dele af sæsonen på grund af skader – blandt andre superstjerner som Green Bay Packers-quarterback Aaron Rodgers og wide receiver Odell Beckham Jr. fra New York Giants. Det har også påvirket seertallene, mener Søren Hygum Hansen og Tommy Kjærsgaard.

»NFL vil altid helst have de største navne til at stå i de største kampe, men mange tørster efter nye stjerner,« forklarer Tommy Kjærsgaard og peger på unge quarterbacks som Jared Goff, Deshaun Watson og ikke mindst skadede Carson Wentz som oplagte arvtagere til Brady og co.

»Derfor er det fint for NFL, at sådan en som Case Keenum bryder igennem. Han vandt manges hjerter mod Saints – også hos seere, der kun følger sporadisk med,« tilføjer han.

Og Case Keenum vil vinde endnu flere, hvis han fører Vikings til sejr i Super Bowl. Det første skridt kan han tage i aften.