Hvor langt vil du gå for at opnå succes?

Mike Vrabel, der er Head Coach for NFL-holdet Tennessee Titans vil formentlig gå længere, end de fleste andre mænd er villige til.

Vrabel gæstede podcasten »Bussin' with the Boys«, hvor han blev spurgt, om han ville skære en hvis legemsdel af, hvis han kunne bytte det til en Super Bowl-sejr, og der var han ikke afvisende.

»Jeg har været gift i 20 år, så ja det ville jeg nok,« siger Mike Vrabel i podcasten.

Vrabel har allerede vundet Super Bowl tre gange som spiller med New England Patriots, hvilket også bliver påpeget i podcasten, men det er den tidligere linebacker tilsyneladende ligeglad med.

»Når I har været gift i 20 år, vil I forstå det. I får ikke brug for den,« siger Vrabel til de grinende medværter.

Spørgsmålet er så, hvad fru Vrabel ville sige til den byttehandel, men det skulle være den mindste af trænerens bekymringer.

»Hun ville bare sige; Vil du have, at jeg skal gøre det? Skal jeg gøre det med det samme?«