For seks år siden besluttede Dallas Cowboys sig for at bygge holdet op omkring den offensive linje. Nu er den ligaens bedste og har en stor del af æren for, at Cowboys kun er to sejre fra at stå i klubbens niende Super Bowl.

Da Dallas Cowboys’ Ezekiel Elliott uberørt blæste forbi Pittsburgh Steelers-forsvaret og ind i end zone, vendte han sig straks om og rakte bolden frem mod Tyron Smith. Sekunder forinden havde den 145 kilo tunge offensive linjemand lavet en af de afgørende blokeringer og var nu første mand fremme for at fejre running backens touchdown.

»Han ville have, at jeg skulle ‘spike’ bolden (en udbredt fejring af et touchdown, hvor spilleren kaster bolden hårdt ned i jorden, red.),« sagde Tyron Smith i november til avisen The Dallas Morning News om episoden.

Dallas Cowboys' running back, Ezekiel Elliott (21), lykønskes af sine holdkammerater efter et af sine i alt tre touchdowns mod Pittsburgh Steelers. Da Elliott krydsede goal line rakte han bolden frem til Tyron Smith (77), så han kunne 'spike' den. Det afslog Smith dog. Som offensiv linjemand trives han bedst uden for rampelyset. Foto: USA Today Sports
Dallas Cowboys' running back, Ezekiel Elliott (21), lykønskes af sine holdkammerater efter et af sine i alt tre touchdowns mod Pittsburgh Steelers. Da Elliott krydsede goal line rakte han bolden frem til Tyron Smith (77), så han kunne 'spike' den. Det afslog Smith dog. Som offensiv linjemand trives han bedst uden for rampelyset. Foto: USA Today Sports
Vis mere

Det afslog Smith. For sådan er det med offensive linjemænd. De trives bedst i ubemærkethed.

»Når den offensive linje fungerer, får den ingen ros. Det er dét, man ønsker som offensiv linje. At der ikke bliver lagt mærke til én,« siger Søren Hygum Hansen, medejer af NFL-hjemmesiden draftday.dk.

Men når Cowboys søndag træder ind i NFL-slutspillet, træder Tyron Smith og de andre fire medlemmer af angrebslinjen samtidig ud af skyggen. For selv om det er Elliott, der i sin første NFL-sæson har løbet for 1.631 yards og 15 touchdowns, og quarterback Dak Prescott, der er størst opmærksomhed omkring, er enheden i høj grad forklaringen på, at vejen til Super Bowl i Houston 5. februar går igennem Dallas.

»Den offensive linje har en enorm andel i holdets nuværende succes. Der er masser af fokus på Elliott og Prescott, fordi de har gjort det så godt som rookies. Men ville Elliott have været lige så god, hvis han havde spillet for et andet hold?« spørger Søren Hygum Hansen retorisk.

Faktisk mener han, at Cowboys’ angrebslinje som enhed har fortjent at blive kåret til sæsonens mest værdifulde spiller, hvilket formelt set kan lade sig gøre, selv om de er en gruppe.

»Men det sker ikke. Det ville svare til at kåre Barcelonas eller Real Madrids midterforsvar til verdens bedste fodboldspillere frem for Messi eller Ronaldo,« medgiver Søren Hygum Hansen.

For sådan er det også med offensive linjemænd. De er ikke lige så ‘sexede’ som wide receivere, running backs eller quarterbacks.

»Hvis et hold vil sælge mange billetter og trøjer, er det ikke en guard fra Iowa, man skal vælge i første runde af draften,« som Anders Rune Jansen, der er NFL-kommentator på TV3 Sport, tørt konstaterer.

Det var dog lige præcis, hvad Cowboys gjorde i 2014. Ejer Jerry Jones havde ellers muligheden for at vælge college-superstjernen Johnny Manziel, der som quarterback for det lokale Texas A&M ville være en økonomisk guldgrube. Men selv om Jones var fristet, gav han efter for sine medarbejderes protester og valgte Zack Martin. Dermed holdt han sig til den strategi, der var blevet sat i værk tre år forinden i erkendelse af, at holdet skulle beskytte quarterbacken bedre og løbe mere med bolden, hvis det skulle have en chance for at vinde Super Bowl.

Dallas Cowboys-ejer Jerry Jones var i 2014 tæt på at fravige holdets strategi om at vælge offensive linjemænd i draftenm, hvis muligt. Han var fristet af at vælge quarterback-fænomenet Johnny Manziel, men besindede sig. Foto: AFP
Dallas Cowboys-ejer Jerry Jones var i 2014 tæt på at fravige holdets strategi om at vælge offensive linjemænd i draftenm, hvis muligt. Han var fristet af at vælge quarterback-fænomenet Johnny Manziel, men besindede sig. Foto: AFP
Vis mere

Det fortrød Jerry Jones hurtigt.

»Jeg er stadig så forbandet sur. Jeg bliver mere og mere sur for hver dag over at være gået glip af ham,« sagde han om Manziel i et interview i ESPN Magazine i august 2014, knap fire måneder efter draften.

To et halvt år senere er fortrydelsen væk. Det samme er Manziel, der floppede i NFL. Zack Martin, der godt nok er fra Indiana og ikke Iowa, har derimod vist sig at være et af de bedste draftvalg nogensinde i klubbens historie. Han var den tredje offensive linjemand, Cowboys valgte i første runde af draften efter Tyron Smith i 2011 og Travis Frederick i 2013, og året efter hentede holdet La’el Collins, der var spået til at blive valgt i første runde, men faldt helt ud af draften på grund af en, viste det sig, fejlagtig formodning om, at han var involveret i drabet på sin  tidligere kæreste.

Tre af de fem spillere på Dallas Cowboys' offensive linje er blevet valgt i første runde af draften. Det drejer sig Travis Frederick (med bolden), Tyron Smith (nederst) og Zack Martin (nummer to fra oven). Foto: AFP
Tre af de fem spillere på Dallas Cowboys' offensive linje er blevet valgt i første runde af draften. Det drejer sig Travis Frederick (med bolden), Tyron Smith (nederst) og Zack Martin (nummer to fra oven). Foto: AFP
Vis mere

»Cowboys har bygget holdet op omkring den offensive linje både via draften og de spil, holdet kører. Draften har defineret holdets identitet, så man nu tænker på det som et offensivt hold, der løber meget med bolden,« forklarer Anders Rune Jansen og peger på, at Cowboys og Buffalo Bills er de to eneste hold, der løber mere, end de kaster.

På den front går Cowboys altså imod strømmen. Helt bevidst.

»Kastespil er mere eksplosive og statistisk set bedre, men med et godt løbeangreb kan et hold bedre kontrollere kampen og samtidig hvile forsvaret. Det er en sikrere måde at få sejre på,« påpeger Anders Rune Jansen, der ikke mindst er imponeret over den del af den offensive linjes repertoire.

»Der er nogle offensive linjer, der primært spiller efter ét system. Cowboys’ kan lidt af det hele. Det giver løbeangrebet mange facetter. Hvis den har en svaghed, er det, når den skal beskytte quarterbacken på kastespil. Her er den til at tale med,« påpeger Anders Rune Jansen.

Som offensiv linjemand skal man kunne begge dele. Agere både bodyguard og bulldozer. Et bolværk mod frådende forsvarsspillere, der som trofæjægere har quarterbacken som deres fremmeste bytte, og et brækjern, der skal bane vejen for running backen. Det kræver hurtighed, styrke og eksplosivitet.

Dallas Cowboys' quarterback, Dak Prescott, har haft god tid til at kaste bolden. Den offensive linje har kun tilladt 28 sacks i denne sæson. Det er syvendebedst i ligaen. Foto: AFP
Dallas Cowboys' quarterback, Dak Prescott, har haft god tid til at kaste bolden. Den offensive linje har kun tilladt 28 sacks i denne sæson. Det er syvendebedst i ligaen. Foto: AFP
Vis mere

For det utrænede øje er ellers en offensiv linjemand prototypen på en amerikansk fodboldspiller. En kæmpe bamse, der minder om en dørmand snarere end en topatlet.

»Nogle udvikler også bevidst en ølvom. Især vil de, der spiller guard, gerne være tungere, så de spiser en masse burgere,« siger Søren Hygum Hansen med et grin.

Men tag ikke fejl. For selv om pilen på badevægten runder 140 kilo, er de adrætte som gazeller.

»De er store, men det gør jo kun måden, de bevæger sig på, endnu mere imponerende. Vi taler altså om folk, der kan dunke med en basketball, og som løber stærkere end de fleste på korte distancer. Og så er de bare hamrende stærke,« fremhæver Anders Rune Jansen.

Ved første øjekast ligner det et harmonikasammenstød, når de fem linjemænd med stor kraft brager ind i deres direkte modstandere på den defensive linje, men kigger man nærmere efter, opdager man, at der er orden i kaos. Alt er indstuderet og timet ned til mindste bevægelse.

Ved første øjekast ligner det et harmonikasammenstød, når de fem linjemænd med stor kraft brager ind i deres direkte modstandere på den defensive linje, men kigger man nærmere efter, opdager man, at der er orden i kaos. Alt er indstuderet og timet ned til mindste bevægelse. Foto: AFP 
Ved første øjekast ligner det et harmonikasammenstød, når de fem linjemænd med stor kraft brager ind i deres direkte modstandere på den defensive linje, men kigger man nærmere efter, opdager man, at der er orden i kaos. Alt er indstuderet og timet ned til mindste bevægelse. Foto: AFP 
Vis mere

»Der er klare aftaler om, hvem der blokerer hvem. Og er der bare én af de fem, der misser sin blokering, er det hele ødelagt,« påpeger Anders Rune Jansen, som bakkes op af Søren Hygum Hansen:

»Det er afgørende, at de kan arbejde sammen som en enhed. Man kan godt have fem offensive linjemænd, der ikke er de bedste hver især, men som sammen er gode, fordi de har opbygget en fælles forståelse. Men den offensive linje bliver selvsagt ekstra god, når hver enkelt spiller er blandt de bedste på deres position.«

Det er flere af Cowboys’ offensive linjemænd. Tyron Smith, Travis Frederick og Zack Martin er alle blevet valgt til Pro Bowl tre år i træk, og det gør angrebslinjen til en af de bedste i NFLs historie, mener Søren Hygum Hansen, der drager paralleller til ‘The Great Wall of Dallas’ fra Cowboys’ velmagtsdage i 1990erne, da det blev til tre Super Bowl-titler på fire år.

Så god en angrebslinje er ikke nem at opbygge, understreger Anders Rune Jansen:

»Det er en længerevarende proces, fordi det er fem spillere, man skal finde. Det kræver, at man tager de langsigtede briller på og er tålmodig.«

Og heldig, kan man tilføje. Flere andre hold har valgt mange offensive linjemænd i første runde af draften ligesom Cowboys uden at opnå samme succes.

Derfor gælder det for Cowboys om at holde sammen på linjen, så fundamentet for at blive ved med at være en magtfaktor et godt stykke ind i fremtiden er på plads.

»En god offensiv linje er ligesom fundamentet i et hus. Uden den falder det hele sammen. Hvis den er dårlig, er det ligegyldigt, hvor gode wide receiverne, running backen og quarterbacken er,« siger Anders Rune Jansen og henviser til New England Patriots’ offensive linje i 2007-sæsonen, der ikke kunne dæmme op for New York Giants-forsvarets pres i Super Bowl.

Måske var det for at sikre sig, at han også fremover har den bedste offensive linje i NFL at løbe bagved, at Ezekiel Elliott forærede alle på den offensive linje et UTV-køretøj i julegave.

Og denne gang tog Tyron Smith imod.