De har siden 30erne været et fabeldyr i amerikansk mafiahistorie: »Cementskoene«, som ofrene fik om fødderne og derefter sænket i havet. Nu er det første eksempel på de berygtede sko så dukket op.
Det er muligt, at stiletter og spidse støvler kan være lidt af en prøvelse. Men de er med garanti ikke så stor en prøvelse som cementsko. For stiletter og støvler strammer og klemmer og piner. Cementsko slår ihjel.
Skoene har været et begreb i den amerikanske mafiaverden siden 1935, hvor nyhedsbureauet AP beskrev, hvordan en spritsmugler angiveligt placerede en rival i en tønde med cement og plantede ham på bunden af havet. Og siden har skoene været en tilbagevendende pointe i film, bøger og vittigheder.
Der har bare været ét problem: De var en myte. Aldrig nogensinde har man fundet sådan et fastcementeret offer. Ikke før nu, som flere amerikanske medier beskrev i går.
Mandag fandt en tilfældig forbipasserende på en strand i Brooklyn det afsjælede lig af Peter Martinez alias Petey Crack, og dermed fandt den pågældende også et lille stykke amerikansk kriminalhistorie. For Petey Crack havde »fødderne i en 20-liter plasticspand og med cement op til skinnebenene,« som New York Daily News skrev. Han var blevet smidt i havet eller Hudson-floden med cement om fødderne, og en stærk strøm havde så sendt ham på land. Dermed blev Petey Crack det første officielle offer for de berygtede cementsko. Men brugte mafiaen dem ikke? Er de ikke en almindelig kendt krimirekvisit?
Måske, men problemet er, at skoene ind til nu har været ubeviste, som Washington City Paper for et par år siden afdækkede. Ugeavisen gennemgik avisarkiver, leksika og folkemindesamlinger for at finde ud af, hvor cementskoene kom fra – det tidligste bud var føromtalte historie fra AP.
Ofret var en spritsmugler i Providence, Rhode Island, og hans navn var Danny Walsh, og han endte angiveligt i Atlanterhavet. Et sensationsblad kunne senere fortælle, at Walshs kæreste også var blevet udstyret med cementsko og begravet til havs.
Den detalje tog et fast greb om den amerikanske fantasi, og det mest kendte eksempel er henrettelsen af New York-gangsteren Bo Weinberg. Han havde været illoyal over for sin chef, den berygtede Dutch Schultz, og – som E. L. Doctorow senere beskrev i romanen »Billy Bathgate« – han blev i en slæbebåd sejlet ud fra havnen i New York.
Schultz og hans hird havde en vasketønde med cement om bord, og tønden skøjtede frem og tilbage på dækket i takt med bådens holmgang med bølgerne. Da de var nået tilstrækkeligt langt ud, stak Weinberg »tøvende og forsigtigt først den ene fod, så den anden fod« ned i cementen, og goodbye med ham.
Doctorow digtede ikke helt ud i det blå. Ifølge Encyclopedia of American Crime dræbte Dutch Schultz sin tidligere løjtnant, Weinberg, og enten skød han ham personligt i hovedet eller også udstyrede han ham med cementsko »og smed ham i levende live i Hudson-floden. Begge dele kan være sandt,« hedder det.
Men igen: Ingen beviser, intet lig og et tilbagevendende, praktisk spørgsmål: Cement tager tid om at hærde, og hvorfor skulle drabsmænd bruge tid på det?
Cementen er 12 timer om at tørre
På det sociale medie Reddit har brugerne i flere omgange diskuteret skoene og ikke mindst de tekniske detaljer med cementen. Hvor lang tid tager cementen om at hærde, hvornår opnår den sin maksimalstyrke, og skal man bruge Portland-cement eller en mere elementær mørtel?
New York Times tog i går fat i spørgsmålet og ringede til en lokal cementblander og spurgte ham om det. Han svar var, at et offer skulle sidde med fødderne i cement i mindst 12 timer, og derefter ville han formentlig ikke kun trække fødderne ud igen.
Så sådan døde Petey Crack. Hans hoved var pakket ind i isolerbånd, hans hænder bagbundet, og i den tilstand sad han i mindst 12 timer med fødderne i cement, en mørtel blandet af cement, grus, sand og vand, oplyser New York Times. Derefter blev småspilleren i narkobranchen i New York smidt i havet – og ind i historien.
