Dr. Dantes Tivoli revy: »Hvem har lukket dem ind?« Instruktion: Nikolaj Cederholm. Scenografi og kostumer: Mia Stensagaard. Musikarrangør: Frithjof Toksvig. Musikalsk ledelse: Jesús Fuentes Aldama. Glassalen, Tivoli.
Tivoli revyen blander litterært og latrinært med kært klovneri.
Årets Tivoli-revy er Nikolaj Cederholms første forestilling siden Dr. Dante nedlagde sig selv for to år siden, og han har - med egne ord - »tivoliseret« revy-genren ... det er et nyopfundet udtryk, der viser sig at betyde cabaret, som spurter rundt mellem mange genrer: revy, teater, standup og politisk sæbekasse-propaganda.
Nikolaj Cederholm er nemlig uforbederlig moralist og kan ikke nære sig for at lukke en masse snusfornuft og småfilosofi ud. Det sker uden revy-genrens sædvanlige, sarkastiske indpakning.
Her gås direkte til problemerne og her meldes rent ud om racisme, terrorisme, demokrati.
Cederholms små højskoleindlæg lægges i munden på Anders »anden« Matthesen, der er på en svær opgave. »Jeg har aldrig spillet teater - jeg KAN ikke,« indrømmer han og vakler noget usikkert mellem at være sig selv og forestillingens konferencier. Bedst lykkes det for ham, når han slet ikke siger noget, men danser »Svanesøen« med Arne Jacobsen-stolen »Svanen« i et nummer, der gi'r den statsautoriserede gode smag en ordentlig svingtur.
»Come on, girls!« lyder det fra manden med den bragende stærke scene-udstråling, Jimmy Jørgensen.
Det er de kvindelige musikere, han taler om ... og DET lader de sig ikke sige to gange! Der er vildt gang i det latinamerikanske band, de kan både noder og unoder og sætter fremrangende, feminint fut i forestillingen. Ja, den er ligefrem bygget op omkring deres musik-numre, der går fra salsa til tango til bossa nova.
I sin første Tivoli-revy gør Cederholm et tappert forsøg på at bryde barrieren til publikum, hvilket lykkes fint i den lille Glassal. Især efter at Thomas Bo Larsen er gået håndværksmæssigt til værks i et af de første numre. Han fjerner simpelthen en af de irriterende søjler!
Danterne har åbenbart følt Dirch Passers ånd så tyngende, at man har forsøgt at fjerne den. Men det lykkes ikke helt, heldigvis. For Nicolas Bro er med - med ikke så lidt af Dirchs bløde, absurde melankoli.
Nicolas Bro er den blide humlebi i forestillingen, Thomas Bo Larsen den voldelige sprællemand.
Tivoli revyen er skæg og ballade og blander litterært og latrinært med kært klovneri. Og det er pigernes store aften! Orkestret er - som de siger i »Cabaret« - buutiifull, og så er der hele to kvindelige klovner - og lige musikalske: Lotte Andersen og Trine Dyrholm.
Lotte - med stemme som en kastreret mus - taler på vegne af dem, der også godt vil til orde - dem, der ikke mener noget om noget! Trine kan stadig danse i måneskin, men også - med to tændstikæsker - forvandle sine bryster til cha-cha-cha kugler og desuden få indlagt så meget marimba-musik i navlen, at hun bli'r et én-kvindes samba-orkerster. Trine har også revyens frækkeste tekst; en absurd om at elske at stikke ting op i røven: cherrytomater, gryderetter, statsministeren.
I første del stritter revyen i mange forvirrede retninger og har mange numre, der er for lange og for konstruerede.
Efter pausen gives der mere los, det hele bliver mere umiddelbart og mindre Kloge Åge-agtigt. Det er næsten synd at sige det - for Nikolaj Cederholm vil så gerne, at det skal være ANDET end revy. Men faktisk er forestillingen sjovest, når den bider hovedet af al skam og ambitioner og simpelthen leverer go', gammeldags revy-crazy - som det guddommelige nummer, hvor Nicolas Bro er den tumpede Malte, der ringer ind til radioprogrammet »Alt eller Intet«, hvor en række stendøde eksperter står klar til at hjælpe ham med absolut ingenting.
Dr. Dantes Tivolirevy med undertitlen »Hvem har lukket dem ind?« har meget af teaterkoncertens energi og spændvidde. Revyen leverer høj- og fladpandet morskab i en blanding, der nogle gange er original og elegant, andre gange plat på den platte måde.
