Op mod 63.000 nordkoreanere er blevet hjemløse efter de seneste ugers oversvømmelser i landet.

NORDKOREA: De seneste ugers voldsomme oversvømmelser i Nordkorea får nu FNs Fødevareprogram til at komme landet til undsætning.

Mindst 88 nordkoreanere har mistet livet under de voldsomme regnskyl og tyfoner, der har hærget landet, oplyser statskontrollerede medier. 4.000 huse står under vand, og næsten 63.000 mennesker er blevet tvunget fra hus og hjem.

Katastrofen fik fredag det indelukkede kommunistiske styre til at bede FN om hjælp til at mætte sin sultende befolkning.

FN vil nu uddele 400 gram majs om dagen de kommende to uger til naturkatastrofens ofre.

Organisationen oplyser desuden, at flere af landets hospitaler er beskadigede og umulige at komme til, mens kloakvandet er rendt ned i mange af landets drikkevandsbrønde. Ris- og sojamarker i store dele af landet er desuden blevet ødelagt.

Billeder fra nordkoreansk tv viser nordkoreanere i både, som padler af sted for at komme mennesker til undsætning, der er strandet på hustagene. Værst ramt er byen Anju og amterne Songchon og Chonnae, oplyser FN.

Nordkorea manglede allerede inden oversvømmelserne mad til at mætte den sultende befolkning. Nødhjælpsorganisationer har vurderet, at flere millioner nordkoreanere sultede, og sidste år var massive regnmasser for eksempel skyld i, at 240.000 tons fødevarer gik til spilde.

Fejlernæring er så udbredt i Nordkorea, at befolkningen i gennemsnit er flere centimeter kortere end deres naboer fra Sydkorea. Det fik for nylig landets militær til at sænke adgangskravet til 145 centimeter.