Ferien endte brat for en dansk familie, der søndag aften blev ramt af en beruset kamikazebillist på motorvejen mellem Tyskland og Luxembourg.
Begge forældre fik lettere knubs, mens familiens to børn, der sad på bilens bagsæde, kom alvorligt til skade.
Ulykken skete få meter fra grænseovergangen ved Wasserbillig på motorvejen A1, hvor spritbilisten i høj fart ramte den danske bil bagfra.
Ifølge politiet svingede den berusede chauffør flere gange mellem vejbanerne, inden han ramte den danske familie. Både tysk og luxembourgsk politi blev tilkaldt for at rydde op efter ulykken, og ifølge tyske medier var ulykkeschaufføren så beruset, at han fik inddraget sit kørekort på stedet.
Selv fik han ingen skrammer.
Den danske ambassade i Luxembourg bekræfter, at familien er indlagt på et tysk hospital, og at faren er blevet udskrevet. Ambassaden afviser at fortælle om de øvrige familiemedlemmers tilstand.
Udenrigsministeriet vil heller ikke nærmere ind på detaljer i sagen men bekræfter, at en dansk familie har været involveret i en trafikulykke.
Desuden fortæller Borgerservice, at familien selv har kontaktet de pårørende.