Emirates Team New Zealand og Luna Rossa mødes i finalen i Louis Vuitton Cup. Vinderen skal sejle America's Cup i slutningen af juni.

Emirates Team New Zealand sejlede sig onsdag til en plads i finalen i Louis Vuitton Cup ud for Valencias kyst. Det skete, da skipper Dean Barker og hans besætning slog Desafio Espanol med 1.18 minutter.

Med sejren er det ikke længere muligt for Desafio Espanol at indhente den newzealandske føring på 5-2 i semifinalen, der afgøres over ni sejladser.

I Louis Vuitton Cup-finalen, der sejles fra den 1. juni, venter den italienske båd, Luna Rossa, der onsdag kunne nyde en fridag, eftersom finalepladsen blev sikret dagen forinden. Luna Rossa var således ganske suveræn i den anden semifinale, hvor italienerne slog amerikanske BMW Oracle Racing med 5-1.

Den endelige vinder af Louis Vuitton Cup skal dyste mod den schweiziske båd Alinghi om America’s Cup-trofæet fra den 23. juni og fjorten dage frem. /ritzau/