Socialdemokraterne har i al hast fjernet afslørende detaljer om patiets politik fra Folketingets hjemmeside. Her argumenterede man direkte mod partiets nuværende holdning. B.T. kan dokumentere, at det indtil tirsdag formiddag var Socialdemokraternes officielle holdning, at en betalingsring rundt om København var en unfair og dårlig løsning. På Folketingets hjemmeside fremgik det, at partiet var stærkt imod tankerne om, at bilister skal betale for at køre ind og ud af byen.

Det er en opsigtsvækkende erklæring, idet partiet her kort før valgkampen slår hårdt på nødvendigheden af at indføre netop denne betalingsring.

- Hvor står det? Den side kender jeg slet ikke. Altså, jeg kender godt Folketingets hjemmeside, men jeg vidste ikke, at vores politik stod på den måde, lød reaktionen fra partiets trafikordfører Magnus Heunicke, da B.T. konfronterede ham med oplysningerne.

Forvirringen skyldes, at Socialdemokraterne indtil for nylig var stærk modstander af den betalingsring, som partiet nu vil indføre - og derfor på Folketingets hjemmeside selv tog afstand fra tanken om bompenge.

- Vi vil hellere bruge roadpricing (hvor man betaler pr. kilometer, bilen kører) end bompenge, fordi man ved bompenge laver en kunstig mur midt i byerne. Mange mennesker vil gerne bruge bilen, når de skal handle stort ind, og så skal de selvfølgelig ikke betale et stort beløb for at komme frem og tilbage til deres supermarked, hvis det nærmeste supermarked ligger på den anden side af bommen, fremgik det af Folketingets hjemmeside tidligere i dag. Cirka ved middagstid fjernede Socialdemokraterne dog teksten, der var forfattet i 2009, fra Folketingets hjemmeside - og nu har partiet intet imod en kunstig mur i bymidten.
 
- Sådan er politik. Det gør ikke noget, at man ser på forskellige løsninger. Og når erfaringerne så kommer fra andre lande, så kan en anden model blive mere attraktiv. Det ville være trist, hvis man stod fast på noget der stod skrevet i et partiprogram fra 50'erne. Det er et stigende problem med biler i byerne, og derfor er vi nødt til at reagere nu, siger Magnus Heunicke fra Socialdemokraterne.

Erfaringerne, der ligger til baggrund for kovendingen, stammer fra Stockholm, hvor man har indført en lignende ordning. Her fortæller Magnus Heunicke, at man har fjernet hver tredje bil i bymidten, og at 70 pct. af indbyggerne er tilfredse med løsningen.

Grunden til at man er gået væk fra ideen om roadpricing er tilsyneladende, at det ikke kunne lade sig gøre i praksis.

- Det skyldes den teknologiske udvikling. Vi har fået at vide, at systemet ikke vil kunne være klar til 2015 (som ellers var målet, red.). Vi vil indføre betalingsringen her og nu for at løse trængslen. Roadpricing skal indføres på sigt. Vi regner med, at vi får det til 2018, og det er for lang tid at vente, siger Magnus Heunicke.

I er vendt 180 grader i den her sag. Kan du godt forstå, hvis vælgerne bliver forvirrede?

-
Det forstår jeg udmærket godt. Men det er jo fordi teknologien halter. Man kan godt også godt blive forvirret over, at regeringen skræmmer mod vores bompenge, når den selv vil have roadpricing på et senere tidspunkt. Jeg synes selv, det er lidt forvirrende, sluttede Magnus Heunicke.