Så mødtes de. Hillary Clinton, den magtfulde amerikanske udenrigsminister, afleverede så lang en liste af roser til Danmark, at Lene Espersen nærmest rødmede ved hendes side.

- Der er så meget at sige tak for, fru udenrigsminister, fastslog Clinton efter mødet med sin danske kollega i udenrigsministeriet i Washington.

- Jeg er meget tilfreds med dagens møde med udenrigsministeren. USA og Danmark er stærke allierede, og vi har et stærkt partnerskab. Vi deler grundlæggende demokratiske værdier og mål - vi er begge pragmatiske og løsningsorienterede, konstaterede Clinton.


Det er ikke størrelsen

De to ministre diskuterede en stribe emner - især Iran, Nato og Afghanistan. Hovedemnet var klart situationen i Afghanistan, hvor Danmark har deltaget aktivt siden begyndelsen i 2001.

- Danmark har udvist et lederskab i Afghanistan, som går langt ud over dets størrelse. Vi er fulde af beundring over den danske indsats i en konflikt, hvor vi står skulder ved skulder. Det danske mod og den danske professionelle indsats anerkendes af alle, fastslog Clinton.

Lene Espersen betegnede - under det fælles pressemøde - sit første møde med Clinton som meget udbytterigt.

- Danmark og USA deler værdier - og det er vigtigt for en mindre nation at have et så godt forhold til USA, som vi nu har haft i årtier. Jeg tror, at vi samarbejder så godt, fordi vi har samme pragmatiske tilgang til de udfordringer, vi står overfor.

De to udenrigsministre lancerede et fælles udspil om at styrke afghanske kvinders rolle i genopbygningen af det hærgede samfund - et udspil, som de vil gøre konkret under det internationale donor-topmøde i Kabul i juli.

- Vi har begge et stærkt personligt engagement i kvindesagen, indledte Clinton, hvorefter de to ministre brød ud i brede smil, 'og vi er sikre på, at en stor del af vejen til en bedre afghansk fremtid ligger hos kvinderne.' Lene Espersen tilføjede: 'Danmark er stærkt optaget af den civile genopbygning i Afghanistan - og her udgør kvinderne en helt afgørende ressource.'