I 2012 forhindrede politiet aktivister i at vise tibetanske flag under et kinesisk statsbesøg. Tidligere justitsminister Morten Bødskov afviser, at han var involveret i, hvordan politiet håndterede forløbet.

Tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) benægter nu, at han var orienteret om, at politiet fjernede lovlige demonstranter med tibetanske flag under et kinesisk statsbesøg.

Det oplyser han i en SMS til Radio24syv.

Det er nye oplysninger, for ministeren har gennem længere tid ikke villet give interview om sagen.

»Nej, jeg har ikke været involveret i, hvordan politiets indsats skulle organiseres og/eller tilrettelægges i forbindelse med den kinesiske præsidents besøg tilbage i juni 2012. Det samme gælder andre kinesiske besøg, herunder også spørgsmålet om, at jeg af politiet eller ministeriet skulle være gjort bekendt med at politiet skulle gå efter tibetanske symboler,« skriver den tidligere justitsminister ifølge Radio24syv.

Morten Bødskov var som justitsminister den øverst ansvarlige for politiet i juni 2012, da Kinas daværende præsident Hu Jintao var på officielt besøg i Danmark.

Under besøget fjernede politiet lovlige demonstranter og aktivister fra præsidentens rute gennem København.

Flere eksperter har kaldt politiets ageren for en skandale og efterspurgt et svar på, hvem der gav ordren – om den muligvis kom fra politisk sted.

Østre Landsret slog for nyligt fast, at politiet »udfoldede bestræbelser på at hindre personer i at holde tibetanske flag op, så det var synligt for den kinesiske præsident«. Retssagen afslørede også politiets interne radiokommunikation, hvor en betjent fik ordren: »Tag flaget fra dem«. Menige betjente har i medierne forklaret, at ordren kom »oppefra«.

Politiet har indtil videre nægtet at svare på spørgsmålet om, hvem der tog beslutningen om at gå efter tibetanske symboler.

Københavns Politi oplyser nu, at politidirektøren forventer at sende et brev direkte til justitsminister Søren Pind (V) i næste uge. Heri vil politiet gøre rede for, om der blevet givet ordre om at forhindre synet af tibetanske aktivister og symboler i at nå frem til Kinas præsident – og hvem, der i givet fald gav den ordre. Men allerede nu afviser Morten Bødskov altså, at det er ham.

Direktør i tænketanken Justitia, Jacob Mchangama, er en af dem, der har taget ordet »skandale« i sin mund og mener, at det handler om ytringsfrihed:

»Det er ikke forbudt i Danmark at stå med tibetanske flag, hvis man er en fredelig demonstrant. Hvis politiet skrider ind mod folk, der gør brug af deres ytringsfrihed, så er det et operationelt indgreb mod den almindelige ytringsfrihed. Og så skal vi selvfølgelig have klarhed over, hvordan den idé opstår. Er det noget som nogle betjente selv finder på, hvilket forekommer usandsynligt, eller er det noget, der er truffet beslutning om længere oppe i systemet. Og i givet fald hvor langt oppe i systemet? Er det den øverste politiledelse eller er det fra politisk hold,« spørger Jacob Mchangama ifølge Radio24syv.

Landsretten har allerede kendt, at en aktivist blev ulovligt tilbageholdt af politiet, og en ny retssag med påstand om politiets knægtelse af ytringsfriheden er under udarbejdelse.

BNB