Ivar Hansen begraves i Agerbæk i dag, men allerede i aftes kom kisten hjem til hans hjemegn i Vestjylland.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Da folketingets formand Ivar Hansens blomstersmykkede kiste blev båret ind i Agerbæk Kirke i aftes, manglede den 64-åriges venstrepolitikers nære veninde i gravfølget.

Men det var tilsyneladende ikke en tilfældighed, at fødevareminister Mariann Fischer Boel ikke fulgte sin gode ven på hans sidste rejse fra København til hjemegnen i Vestjylland.

Ivars Hansen søn, Henrik Hansen, antydede i aftes overfor B.T., at Mariann Fischer Boel var uønsket ved mindehøjtideligheden.

Men var det ikke forkert af Mariann Fischer Boel, at hun undlod at møde op?

»Nej, det var ikke forkert,« lød det bestemt og kortfattet fra Henrik Hansen, der dermed klart sagde fra over fødevareministerens deltagelse i går.

Chokket over faderens død og ikke mindst Mariann Fischer Boels pressemeddelelse, hvor hun 19 timer efter Ivar Hansen død erkendte, at Ivar døde i hendes lejlighed kl. 00.46 natten til tirsdag, havde ramt alle med undren.

Havde det været upassende, hvis hun var mødt op til mindehøjtideligheden?

»Ja, det har du ret i,« sagde han og trak vejret dybt, inden han fortsatte.

»Men det kan jo være, at hun ikke har haft det så godt,« tilføjede han.

Henrik Hansen ønskede i går ikke at oplyse, om familien direkte havde bedt fødevareministeren holde sig væk.

Men har Mariann Fischer Boel kontaktet din familie for at høre, om det var upassende, at hun deltog?

»Nej, det har hun vist ikke. Det ved jeg ikke noget om,« sagde han.

Kort tid efter stod Henrik Hansen i solnedgangens skær ved rustvognen ved Agerbæk kirke. Her trak han sammen med sin storebror Lars Peter og sin søster Jette sin fars kiste ud fra rustvognen. Den sørgende enke, Karen Marie Hansen, stod stille og knugede sine børnebørn i hænderne.

Et følge på mindst 80 personer havde fulgt Ivar Hansens kiste fra mindehøjtideligheden i København og en stor gruppe af lokale beboere fulgte seancen på anstændig afstand, da følget ankom til Agerbæk, hvor Ivar Hansens familie har boet i flere generationer på slægtsgården Aalunde.

»Det er trist. Jeg kendte ham personligt, og det er ikke længere end sidste søndag, at jeg så Ivar gå ud af kirkelågen med gummistøvler og sin tophue på.

Sådan var Ivar. Han var meget vellidt herude,« lød det det fra byens graverkone, Inger Knudsen, der som mange af de øvrige lokale beboere havde pyntet vejkanten med gran og blomster for at tage imod kisten med Ivar Hansen og Karen Marie.

Andre af de lokale beboere ønskede ikke at udtale sig med navn. Men de lagde ikke skjul på, at hele affæren om Ivar Hansen død en sen nattetime i fødevareministerens lejlighed var skammelig.

»Jeg synes, at det er så synd for familien. Jeg er sikker på, at det nok skulle være kommet frem alligevel.

Men var der bare gået en måned, så havde det ikke ramt familien så hårdt som nu,« siger en kvinde, der har kendt Ivar Hansen og hans familie i årevis.

Ivar Hansens døde i Mariann Fischer Boels private lejlighed i Dronningens Tværgade 59 i København natten til tirsdag. Dødsårsdagen er i første omgang vurderet til at være en blodprop i lungen.