Mandag aften blev en bagagearbejder skudt og såret af et haglgevær i Københavns Lufthavn. Bare et halvt døgns tid efter, blev geværets 76-årige norske ejer idømt fire måneders betinget fængsel.

Det står klart efter dagens grundlovsforhør af nordmanden og efterfølgende straksdom.

Grundlovsforhøret startede klokken 11.15 i Københavns dommervagt mod den 76-årige mand, der var sigtet efter straffelovens § 252 for på en hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

Den 76-årige nordmand bor i Colorado USA og forklarede i retten, at han pakkede sit jagtgevær i en våbenkuffert, da han skulle til Norge og besøge sin familie og gå på jagt.

Han forklarede også, at han ikke har brugt geværet i over 15 år, så han var meget uforstående over, at det overhovedet var ladt.

- Jeg synes ikke det var smart, men jeg forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre. Jeg har været jæger i mange år og været i det norske hjemmeværn, så jeg har stor respekt for våben, sagde han og rystede på hovedet.

- Jeg var 100 pct. sikker på, at det var sikret, tilføjede han.

Han forklarede, at den hårde våbenkuffert er foret med så meget skumgummi, at geværet ligger helt beskyttet og ikke kan rykke sig. Desuden fortalte han, at der skal bruges mange kræfter for at affyre våbenet.

- For at haglgeværet kan skyde, skal man trykke på aftrækkeren, og det skal man bruge betydelige kræfter til. Det samme er tilfældet for overhovedet at afsikre det. Så jeg forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre, sagde den 76-årige mand.

- Den eneste måde det kan affyres uden at man trykker på aftrækkeren er, hvis man taber det hårdt på jorden eller behandler det hårdt, sagde han.

Mandag aften blev en lufthavnsmedarbejder ramt af skud fra den 76-åriges gevær, da han var i gang med at ompakke bagage fra et fly til et andet.

- Han (bagagemedarbejder, red.) er i gang med at håndtere en våbenkuffert. I den forbindelse afgår der et skud, der ødelægger våbenkufferten og rammer bagagemedarbejderen, sagde den centrale efterforskningsleder James Keiwe hos Københavns politi til bt.dk tirsdag formiddag.

Haglene flåede våbenkassen fra hinanden, ramte en metalplade på vognen og fortsatte op på vingen af flyet, før de rikochetterede og til sidst ramte den ansatte.

Den uheldige lufthavnsmedarbejder blev ramt på den ene overarm, på lænden og bag på låret. En kollega, der stod tæt på, fik kraftig ringen for øret af braget fra det dobbeltløbede jagtgevær.