Ledelsen i Rosenborg og Nicki Bille havde tirsdag aften en snak om danskerens anholdelse.

Nicki Bille måtte tirsdag aften stå skoleret over for ledelsen i Rosenborg og forklare, hvad der efter hans opfattelse skete natten til fredag i det københavnske byliv.

Danskeren var på påskeferie i sit hjemland, da han angiveligt blev anholdt for at sparke til parkeringsautomater og cykler. Under anholdelsen skulle politiet have brugt peberspray for at pacificere Nicki Bille, som også, hvilket endnu er ubekræftet, skulle være blevet sigtet for at spytte efter og bide en betjent i armen.

Derfor fik Nicki Bille i aftes lov til at give sin version af sagen over for sportsdirektør Erik Hoftun, spillerkoordinator Harald Pedersen og personalechef Trond Alstad.

- Vi har haft et møde med Nicki, og vi arbejder stadig med sagen. Det var et godt møde, vi havde med Nicki. Han fik fortalt om episoden, og vi arbejder videre på at samle informationer fra hændelsesforløbet, siger Trond Alstad til BT.

- Nicki er selvfølgelig berørt af situationen. Nu har han fortalt sin version af sagen, og vi havde en rigtig god og konstruktiv samtale med ham. Det synes jeg absolut. Han har selvfølgelig en anden version af, hvad der er sket den aften, tilføjer Alstad, der ikke vil nærmere ind på samtalen med Bille.

Personalechefen i Rosenborg vil dog gerne have en hurtig afslutning på sagen, og derfor kan det være, at flere ledere fra klubben kommer til København.

- Vi har snakket om at komme til København, men det er en vurdering, vi tager i løbet af morgendagen (i dag, red.), om hvor vidt det er nødvendigt. Vi arbejder på at komme i kontakt med det københavnske politi. Det gør vi. Vi håber, at vi i løbet af ganske kort tid har tilstrækkelige informationer til at få afsluttet sagen.

- Vi håber, at det sker i morgen (i dag, red.), men hvor hurtigt det kommer til at foregå, det ved vi ikke.

Siden historien rullede mandag, er en optagelse af anholdelsen blevet et kernepunkt i sagen. På klippet, der er optaget af Nicki Billes ven og set af BT, virker de to betjente, som anholdt Rosenborg-spilleren, kontante i deres behandling af Nicki Bille, der beklager sig over, at deres behandling af ham gør ondt, og på et tidspunkt sætter den mandlige betjent en arm rundt om halsen på Bille, hvorpå spilleren råber, at han ikke kan trække vejret.

I Rosenborg er man endnu i tvivl om, hvad videoen kommer til at betyde.

- Ja, vi har set videoen. Men det er for tidligt for os at sige, hvor meget videre denne video bringer os, siger Trond Alstad, der endnu ikke kan fortælle, om sagen vil ende med en fyring af Nicki Bille.

Klubben ønsker på nuværende tidspunkt ikke at lade Nicki Bille interviewe.

BT har set videoen med anholdelsen af Nicki Bille, men har - trods gentagne forsøg - ikke fået lov til at offentliggøre den