Holdet fra 'Blå mænd' satser bredere og vinder mere i 'Alle for én'.

Historien er skrevet af Mick Øgendahl, og Rasmus Heide står bag kameraet. Akkurat som i den store succes 'Blå mænd'. Anden gang er det heldigvis lykkedes noget mere lydefrit at få stribevis af sjove, løsrevne replikker og ordspil til at passe ind i en samlet historie.Tre venner og småsvindlere, spillet af Jonatan Spang, Rasmus Bjerg og Mick Øgendahl, løber ind i en fjerde gammel ven (Jon Lange), der er politimand. De får dog hurtigt en god fælles grund til sammen at bekæmpe en narkobaron, spillet af Rutger Hauer fra 'Blade Runner', Holland og Hollywood. Man forestiller sig Mick Øgendahl sidde og fabrikere one-linere på samlebånd og instruktøren Rasmus Heide rive sig i håret for at holde sammen på historien og få så mange som muligt af dem med.

Action og stand-up

Balancekunsten lykkes ret godt i 'Alle for én'. Bedst i anden halvdel af filmen. Måske skal man lige vænne sig til den umage blanding af mild action og stand-up. Lasse Spang Olsen har forsøgt sig med den slags før, men det virkede slet ikke. Erik Balling blev en mester til det med Olsen-Banden. Heide og Øgendahl lægger sig et fint og velkomment sted midt imellem. Som en alvorlig voksen kan du med rimelighed godt klage over klichéer, overspil og enkelte vitser, der aldrig letter, men alt i alt skaber 'Alle for én' godt humør og en rar stemning i biografen. Især for drengerøve mellem 10 og 16 år. Og så har en hvilken som helst film med verdens bedste joke med en blyant plantet i den bare til enhver tid min fulde respekt.
'Alle for én'
Dansk
Instruktion: Rasmus Heide
Premiere over hele landet