Flere og flere danskere opretter en brugerprofil på de sociale netværk.

Facebook, Twitter og personlige blogs bliver mere og mere populært blandt danskerne.

Siden sidste år er antallet af brugere på de sociale netværk steget markant, og det er blevet en del af danskernes dagligdag at opdatere omverdenen med statusopdateringer, holde kontakt med de gamle gymnasievenner via vægbeskeder og billeder eller dele ud af sine oplevelser på diverse blogs.

Det viser en ny undersøgelse af befolkningens brug af internet fra Danmarks Statistik.

Omkring 1,7 millioner danskere bruger sociale netværk som Facebook og Twitter mv., hvilken er en stigning på 22 procent siden sidste år. Det er i høj grad de 16-19-årige, som benytter sig af internettets muligheder for online-kontakt.

Og især interessen for blogs er steget. Hver tredje internetbruger læser blogs, mens hver femte selv skriver.

Hoveddelen af danskernes internetbrug består dog stadig af at sende og læse e-mails, og hele 74 procent læser og downloader nyheder på computeren.