Mange boligejeres mareridt bliver snart til virkelighed, når tårnhøje vindmøller placeres langs en linje gennem Jylland og på den sydlige del af Sjælland.

Det viser lokalplaner fra kommuner i hele landet. Kontorchef i Naturstyrelsen Niels Bjørkbom står bag det rejsehold, der har hjulpet med at finde placeringer til nye, store vindmøller.

- Det gælder om at finde hullerne i osten, hvor der er plads til nye møller. Det er vanskeligt, men pladsen er der. Der er forskellige hensyn, blandt andet til naturområder, men det, der giver den største udfordring, er afstanden til boliger, siger han.

I alt skal der stilles omkring 600 nye vindmøller op. Samtidig bliver hundredevis af de gamle, slidte og mindre vindmøller fjernet. De nye megamøller skal bruges til at nå målet om, at halvdelen af Danmarks elforbrug er baseret på energi fra vindmøller i 2020.

Naboklager fra nord til syd

Kommunerne er netop i gang med at finde egnede steder til de nye vindmøller. Blandt andet foreslår kommunernes lokalplaner at placere megamøller i Brønderslev, Herning og Billund, på det sydlige Sjælland og på Lolland. Men når de mange vindmøller bliver placeret inde på land, udløser det ofte protester fra boligejere i nærheden. Blandt andet føler naboerne sig generet af støj fra vindmøllen, og deres boliger mister værdi.

Niels Bjørkbom genkender kritikken, når rejseholdet hjælper kommunerne med at finde egnede steder til nye vindmøller, men understreger, at Naturstyrelsen arbejder efter de retningslinjer, der er.

- Vores udgangspunkt er gældende regler. Vi skal overholde afstanden til veje, fire gange møllens højde til beboelse, skyggekast og støjgrænser. Vi stoler på de grænser, der er sat af Miljøstyrelsen. Resten hører til den politiske afvejning for det konkrete projekt, siger han.

Blæser bedst i vest

Ifølge beregninger fra vindforsker på DTU Hans E. Jørgensen er den jyske vestkyst ellers det bedste sted at placere en vindmølle.

- Det er smartest at sætte vindmøller op, hvor der er mest vind, og det er ude ved havet. Hvis man skulle have mest effekt og energi ud af en vindmølle, og det skulle være så billigt som muligt, satte man den nok op ude på vestkysten, siger han.

Nogle af de nye møller bliver også stillet op ved den jyske vestkyst, men for at spare penge satser regeringen på landvindmøller, forklarer Niels Bjørkbom.

- Det er meget dyrere og besværligt at servicere vindmøller på havet. Derfor er størstedelen af de nye vindmøller tænkt til at stå på land, siger han.

Og for at få effekt nok ud af landvindmøller, skal de være så høje, at de generer folk i området, der er flyttet på landet for at undgå industri. Flere naboer og naturentusiaster har derfor foreslået, at man samler alle de store vindmøller, så de generer færre. Men det er ikke særlig smart, siger Hans E. Jørgensen og forklarer, hvorfor man fordeler møllerne ud over hele landet.

- Det kan godt være, det blæser rigtig meget ét sted. Men når det ikke blæser, bliver der hul i strømmen. Det er bedre at fordele møllerne, så de dækker et bredere område, hvis det ikke blæser lige meget alle steder.

Klik her for at se hele kortet