47-årig mor til fem mødte lørdag morgen op i Kvickly i Helsingør med vinderkuponen, som udløser Danmarkshistoriens største Lotto-gevinst.

Kvickly i Prøvestenscentret i Helsingør var lørdag morgen på den anden ende, efter det fredag midnat kom frem, at en kunde i butikken havde vundet 315 millioner kroner på en Eurojackpot-kupon købt i varehuset.

Her traf BT lørdag formiddag den 47-årige kvinde, som har udløst den enorme pulje penge.

Hun er gift og mor til fem børn i alderen 17 til 27 år, og hun kom lørdag gående med hele sin familie til kiosken i Kvickly.

»Vi jublede selvfølgelig - vi kunne næsten ikke tro det. Vi aner ikke, hvad vi skal bruge pengene på,« sagde den 47-årige kvinde til BT.

Kvinden kunne også fortælle, at pengene vil lande et lunt sted - hun er netop blevet fyret fra sit job, efter hun for nylig uddannede sig til ejendomsfunktionær.

Flere repræsentanter fra Danske Spil var også mødt op i centret lørdag morgen, bl.a. for at overrække en stor check til den glade varehuschef, men da det gik op for folkene fra Danske Spil, at den 47-årige kvinde mente at stå med vinderkuponen, gik det stærkt. Hurtigt blev hun trukket til side og ind i varehusets kontor.

Danske Spil turde i første omgang ikke bekræfte vinderens identitet, før man havde helt klarhed over situationen, men nu siger kommunikationschef Thomas Rørsig fra Danske Spil, at »den er god nok«.

»Jeg kan bekræfte, at vi har en vinder. Det er jo helt vildt, også for os, vi aldrig før har været med til at udbetale så stort et beløb. Så det er forståeligt, hvis vinderen også er lidt rundt på gulvet,« siger kommunikationschef Thomas Rørsig fra Danske Spil til BT.

Den 47-årige kvinde og hendes familie kan nu forvente at få besøg af en af Danske Spils økonomiske rådgivere.

»Vi stiller naturligvis en økonomisk rådgiver til rådighed gratis, og hvis det kræver lidt flere timer at sætte familien ind i deres nye situation end normalt, så er det helt i orden. Det ér et stort beløb! Det er dobbelt så stort, som det hidtil højeste beløb fra 2012, som ellers også var astronomisk,« siger Thomas Rørsig og tilføjer:

»Og så er der jo bare tilbage at finde ud af, hvordan pengene skal udbetales.«

Gevinsten lyder helt præcist på 315.009.958 kroner og skriver sig dermed ind i historien som den suverænt største Lotto-gevinst, der er udtrukket herhjemme.