Ingelise er alene med fem børn, og får det til at løbe rundt. Hun er på dagpenge og undrer sig over brokkeriet over kontanthjælpen

Da Dansk Folkehjælp - med en million kroner doneret af Socialministeriet - uddelte årets julehjælp, var kravet, at ansøgerne skulle være enlige forsørgere på kontanthjælp.

En af dem, der dermed ikke levede op til kravet, var 36-årige Ingelise Bodin fra Fyn. Hun er enlig med fem børn, og hun har arbejdet, siden hun var 17 år. I dag er hun på dagpenge og nylig fraskilt.

- Jeg synes, julehjælp er fantastisk, men der er andre end dem på kontanthjælp, der ikke har meget at leve for, siger hun og tilføjer, at det også kan være økonomisk svært for den enlige mor, der arbejder som kassedame i supermarkedet.

Ingelise Bodin stod til at begynde som privat dagplejemor og havde en godkendelse fra kommunen. Derfor havde hun sagt sit daværende job op. Fjorten dage før hun skulle begynde, meddelte kommunen, at hun alligevel ikke kunne få en godkendelse, og Ingelise Bodin måtte tilbage til sit gamle arbejde, hvor hun fik tilbudt et kortvarigt vikariat.

Lidt bedre stillet - på papiret

I dag er vikariatet udløbet, og hun er på dagpenge med en indtægt på 17.032 kr. før skat om måneden. Hertil kommer boligsikring og børnetilskud. På papiret er hun en anelse bedre stillet end kontanthjælpsmodtagere, men i praksis er det ikke altid sådan.

- Kontanthjælpsmodtagere og enlige forsørgere får medicintilskud. Jeg kan også søge, men jeg får først støtte, når jeg når over et selvbetalt beløb på 4.000 kr. om året. Du kan også få et varmetilskud på op til 800 kr. om måneden, når du er på kontanthjælp, siger Ingelise Bodin og tilføjer, at man på kontanthjælp har ret til tre måneders virksomhedspraktik, der kan forlænges op til seks måneder, mens hun kun har mulighed for fire uger.

Faste prioriteringer

Ingelise har lavet faste prioriteringer med sine børn.

- Min datter har været fynsk mester i standard- og latin-dans. Jeg ville ødelægge hendes verden, hvis jeg stod og sagde til hende, at det skulle spares væk. Mine børn går også i friskoler, som vi sammen har valgt på grund af deres trivsel - ikke mindst i lyset af skilsmissen - men så har vi lavet den aftale, at der ikke bliver nogen ferie.

Familien klarer sig for godt 3.000 kr. om måneden, når regningerne er betalt.

- Jeg er rimelig skarp til at tage ud i butikkerne lige før lukketid, hvor man ofte kan få kød til halv pris, fordi det udløber dagen efter. Rugbrød bliver også sat ned, dagen før det udløber - og så er det bare hjem og i fryseren med det. Vi drikker også kun vand til aftensmad, mens mælk kun er til morgenmad, for ellers hænger det ikke sammen.

Hun undrer sig over, at kontanthjælpsmodtagere har det så svært økonomisk.

- Jeg kan ikke forstå, at en kontanthjælpsmodtager stiller sig frem og siger, at hendes børn får muggent pålæg. For så meget mere har jeg ikke end hende.