29-årige Vivi Hågensen kæmpede til det allersidste. Fredag morgen klokken 06:20 fik hun fred.

Efter en lang og sej kamp mod livmoderhalskræften er 29-årige Vivi Hågensen sovet stille ind.
I tråd med hendes ukuelige ånd var Vivis sidste ønske, at folk møder op til begravelsen i farvestrålende tøj.

- Sådan ville Vivi have det. Der skulle ikke være begravelses-stemning. Selvom det er en meget svær situation, så har både familie og venner fået sagt ordentligt farvel til hende, og det er godt, siger Astrid Bruun, som har været Vivis tætte veninde, siden de studerede sammen i Esbjerg.

Vivi Hågensen klyngede sig stædigt til et spinkelt håb om overlevelse, og glimtet i øjet forsvandt aldrig. På hjemmesiden vivivinder.dk blev der indsamlet penge til en alternativ kræftbehandling i Frankfurt, som måske kunne redde Vivis liv.

Men selvom de gavmilde donationer rakte til en behandling i det tyske, gik det så meget ned ad bakke med Vivis helbred, at hun blev for syg til at gennemføre rejsen. Den sidste tid tilbragte hun derfor på et hospice i Esbjerg.

Kæmpede til det sidste

- Vivi har fået fred, og det trængte hun til. Men hun kæmpede til det sidste, især for at kunne blive hos sin søn, fortæller Astrid Bruun.

Nu er Vivis enkemand, Jesper Hågensen, alene med lille Oscar, som er bare et år gammel. Jesper Hågensen hæfter sig ved, at Vivi, der i den sidste tid var stærkt plaget af den fremskredne sygdom, nu har fået ro.

- Det var hårdt at se hende de sidste dage, og til sidst nåede jeg til det punkt, hvor jeg tænkte, at hvis det ikke kunne blive bedre, så måtte det gerne stoppe nu, fortalte Jesper Hågensen til JyskeVestkysten i fredags.

Vivi Hågensen var ikke typen, der lagde sig fladt ned på maven og accepterede sin skæbne. Hun kæmpede en ukuelig kamp mod kræften, samtidig med at hun så de barske realiteter i øjnene. Undervejs fik Vivi en veninde til at filme et interview med hende til sønnen Oscar. Her fortæller hun Oscar om de ting, han ikke kan få spurgt sin mor om, når han er vokset op. Blandt andet beskriver Vivi sit og Jespers første kys.

Astrid Bruun oplyser til B.T., at pengene, som blev samlet ind, nu vil gå til Vivis nærmeste familie.

Vivi Hågensen bliver stedt til hvile fra Vor Frelsers Kirke i Esbjerg på fredag.