En dansk biskop, der besøger en moské lillejuleaften, dur ikke. I hvert fald har det Jesper Langballe (DF) op i det røde felt.
Set er Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, som skal tale i Nusrat Djahan Moskéen i Hvidovre. Moskéens imam skal efter Erik Norman Svendsen tale om Jesus i Koranen.
- Det er en grov fornægtelse af kristus, når en dansk biskop vil tale ved et arrangement, hvor en imam samtidigt taler om Jesus i Koranen. Ifølge Koranen er Jesus ikke guds søn, men en underprofet af Muhammed, så der har Normann Svendsen intet at gøre, siger Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti, der understreger, at man skal respektere muslimer, men ikke islam som religion.
Han mener, at Erik Norman Svendsen selvfølgelig skal forkynde det kristne budskab hvor som helst, men ikke sammen med en imam, der taler om Jesus i Koranen.
Erik Norman Svendsen mener derimod, at kritikken fra Jesper Langballe er skudt helt over målet.
- Jeg er blevet inviteret til at fortælle om, hvad julens budskab er, og hvad den betyder for mig. Intet andet. Derfor synes jeg, det er noget sludder, Jesper Langballe kommer med. For jeg kunne aldrig drømme om at sige, at imamen ikke skal tale om Jesus ifølge deres tro, for det er mig, der er gæst.
Ifølge Erik Norman Svendsen er det et folkeligt arrangement, hvor alle trosretninger er inviteret.
Moskéen har tidligere i Hvidovre haft besøg af Bertel Haarder, Naser Khader og tidligere kirkeminister Tove Fergo.
