TV-dokumentar afslører, hvorfor politiet stadig retter lyset mod Madeleines forældre. En tv-dokumentar afslører nu, hvorfor politiet fortsat stædigt mistænker Kate og Gerry McCann for at have slået Madeleine ihjel. Parret har nemlig haft rig lejlighed til at skaffe sig af med deres datter.

Dokumentaren koncentrerer sig om tre perioder i løbet af aftenen.

Det er TV-journalisten Sandra Felgueiras, der har lavet research til programmet 'Anatomy Of A Mystery'.

Hun siger til den engelske avis The Sun, at portugisisk politi mener, Madeleine allerede var død, inden forældrene forlod deres børn i ferielejligheden for at gå til middag på en nærliggende restaurant, nær det luksuriøse Ocean Club Hotel i Praia da Luz, hvor familien holdt ferie i maj måned.

De tre kritiske tidspunkter, der fokuseres på er:

Første periode: Mellem kl. 19.30-20.30, da Kate lagde børnene i seng, og Gerry kom tilbage fra tennis. Parrets ven David Payne kiggede ind til Kate, Madeleine og hendes søskende tvillingerne Amelie og Sean på to år, kort før kl. 19.30.

Anden periode: Da Gerry tjekkede børnene klokken 21. Han siger, at Maddie var i live, og at han på vejen tilbage til restauranten i et kvarter talte med TV-produceren Jeremy Wilkins.

Tredie periode: Da Kate ved 22-tiden vendte tilbage til lejligheden og opdagede, at Madeleine var forsvundet.

TV-dokumentarens pointe er, at Kate McCann her kunne have brugt tiden til at skjule liget af datteren.

- Detaljerne i programmet stammer fra politikontakter, der har bekræftet deres rigtighed, siger Sandra Felgueiras.

McCann-familiens talsmand Clarence Mitchell: - Kate and Gerry ved, de ikke har noget at gøre med Madeleines forsvinding.