Du kommer til at kigge langt efter ét samlet alternativ til Facebook, hvor data ikke kan høstes - og dermed misbruges. Vi er begyndt at forstå, hvad det vil sige at være offentlige mennesker, siger dataetisk ekspert.
Historien om, at Facebook-data angiveligt blev brugt til at manipulere med det amerikanske præsidentvalg og afstemningen om Brexit, var tilsyneladende dråben, der fik bægeret til at flyde over.
Under hashtagget #deletefacebook bliver der smækket med dørene, og flere påberåber sig privatlivets fred efter mange års advarsler om Facebooks vidtgående adgang til dine private oplysninger.
Du er måske én af dem, der har slettet Facebook - eller overvejer at gøre det. Men på vejen ud kommer du i tvivl. For hvor skal du gå hen i stedet?
Hvor skal du søge hen, hvis du vil undgå, at dine data bliver høstet og misbrugt af udefrakommende - men ikke er helt parat til at kvitte de sociale medier, og muligheden for at forbinde dig med din familie, dine kammerater fra folkeskoletiden og dine idoler?
Først de åbenlyse alternativer.
Instagram og Whatsapp har tilsammen flere end to milliarder aktive månedlige brugere. Og så har de én ting til fælles: De er ejet af Facebook.
Det udelukker dem fra at være løsningen på vores problem, mener dataetisk ekspert og medstifter af tænkehandletanken DataEthics.eu, Pernille Tranberg. Hun afskriver også Snapchat som en mulig løsning.
»Snapchat tracker og bruger børns data på samme måde som Facebook og bruger manipulerende adfærdsdesign,« siger hun med henvisning til en undersøgelse, som Dataethics.eu selv står bag.
Samtidig er Snapchat ifølge mediet Mashable netop nu er i færd med at teste den samme type funktion - »connected apps« - der har fået problemerne til at vælte ind over Facebook-stifter Mark Zuckerberg.
At søge samlet mod Twitter er heller ikke en god idé. For i sig selv er det er farligt, at én kommerciel spiller får monopol som socialt medie, forklarer Pernille Tranberg.
Hvis vi vil være private, må vi frem med saks og klister og sammensætte vores eget alternativ, forklarer hun. Eksempelvis er Wire et krypteret alternativ til Facebooks Messenger-funktion, mens sociale medier som Diaspora, Ello og Mastodont er alternativer til Facebook-væggen. Men man skal huske, at alle sociale medier er mere eller mindre offentlige.
»Mit råd er, at man ikke deler det, man synes er privat, på sociale medier overhovedet.«
Netop platforme som Diaspora, Mastodont og Ello bliver lige nu talt op som det etiske alternativ til Facebook og de øvrige store sociale medier. Men selv om de ifølge Pernille Tranberg er gode bud på platforme, der ikke kapitaliserer på data, advarer hun imod at lede efter Det Nye Facebook.
»Et socialt medie, der er ‘gratis’, kan ikke gøres privat. Udefrakommende kan stadig høste data. Jeg tror ikke, der kommer én stor afløser til Facebook. I stedet vil der opstå flere nichesociale medier, og det er kun godt for vores privatliv,« siger Pernille Tranberg.
Hvad gør man, hvis man bare gerne vil have ét samlingssted på nettet?
»Det er lidt ligesom, da vi først begyndte at være bekymrede over miljøet. I begyndelsen var det uoverskueligt. Men i dag hjælper mærkningsordninger og certificeringer os med at tage stilling. Sådan bliver det også med digitale tjenester,« siger Pernille Tranberg.
»Men vi er kun lige i begyndelsen. Så nej, der er ikke det ene store alternativ. Men hvis du har penge …« siger Pernille Tranberg.
Hun henviser til, at VPN-tjenester som FSecure eller det mere kendte Hidemyass mod en mindre månedlig betaling kan hjælpe til at holde ens trafik skjult igennem kryptering.
Ifølge hende vil #deletefacebook-bevægelsens helt store styrke ikke være, at store mængder af brugere springer fra Facebook, men at flere bliver bevidste om, hvad man skal - og ikke skal - dele på sociale medier.
»Vi er begyndt at forstå, hvad det vil sige at være et offentligt menneske. Allerede før denne skandale oplevede Facebook et fald i folks lyst til at dele intime oplysninger, og det forstærkes selvfølgelig nu,« siger Pernille Tranberg.
Hashtagget #deletefacebook går lige nu runden på det sociale medie Twitter - og på Facebook selv. En »virtuel selvmodsigelse«, som Vincent Hendricks har kaldt det. Han er dr.phil., ph.d. og professor i formel filosofi ved Københavns Universitet og leder af Center for Information og Boblestudier.
»Lige nu findes der ikke en alternativ platform. Vi ved, hvad der sker, hvis vi bare lægger det ud til en privat aktør. Så kan data sælges til tredjepart,« siger Vincent Hendricks.
»Ingen udbyder en service uden modydelse,« siger han.
Vincent Hendricks spørger retorisk: Hvem sikrer under normale omstændigheder borgernes ytringsfrihed; sikrer den offentlige debat?
»Det gør pressen. Almindelige retningslinjer for god kommunikation er noget, pressen varetager,« siger Vincent Hendricks.
Han foreslår derfor, at de etablerede medier går sammen om at skabe én fælles platform. For modsat Facebook, der kvier sig ved tanken om at tage redaktionelt ansvar for indhold på siden, er det sædvane for medierne.
Og modsat Facebook er medier underlagt en lang række regler og retningslinjer om, hvordan de skal håndtere personers data.
Vincent Hendricks erkender, at en sådan konstruktion vil kræve samarbejde »af usete dimensioner« mellem presse, borgere og politiske organer.
»Men uanset hvem, der skal udbyde et offentligt rum, skal de gøre det meget klart, hvad forretningsmodellen er. Kan de ikke det, er det diskvalificerende,« siger Vincent Hendricks.
