For andet år i træk er det kun hvide skuespillere, der er Oscar-nomineret. Det har vakt stor opstandelse i Hollywood – og nu har selv præsident Obama noget at sige i sagen.

Da den amerikanske præsident onsdag besøgte en KABC, en lokal tv-station i Los Angeles, for at tale om sundhedsforsikring, fik han også lige et par spørgsmål med på vejen om de Oscar-nomineringer, der i høj grad har domineret debatten i Hollywood under hashtagget #OscarSoWhite

Ifølge Obama er kontroversen et udtryk for et større problem.

»Er vi sikre på, at alle får en fair chance?« spurgte præsidenten og forklarede, hvad han mener er den rigtige fremgangsmåde.

»Se efter talent og giv alle chancen,« sagde han til KABC ifølge The Hollywood Reporter.

For andet år i træk er der kun hvide skuespillere nomineret i de fire store skuespilkategorier, og det har fået blandt andet Will Smith og hans kone Jada Pinkett Smith til at boykotte showet, ligesom også instruktør Spike Lee bliver væk og blandt andet George Clooney har udtalt kritik af akademiet.

Oscar-prisuddelingen finder sted søndag d. 28. februar i Los Angeles.