Det var noget af et chok, Claus Buur fra Odder fik sig søndag eftermiddag under sin spadseretur ved Odder Strand

En småplettet rødhaj var skyllet op på stranden.

»Det er virkelig sjældent. Det skal man være heldig, hvis man oplever. Det er ikke en haj, man ofte ser ved kysten. Det er mest ude i Nordsøen, man ser dem,« siger havbiolog i Odder Kommune Morten Rud til TV2 Østjylland.

Hajen er hverken stor eller farlig, så der er ingen grund til panik hos strandens gæster. Heller ikke dem, der skal i vandet.

Den småplettede rødhaj er kun en halv meter, og den er så fredelig, at man kan komme helt tæt på den i Kattegatcentrets rørebassin.

Hvis man tør, kan man røre ved den og fodre den med hånden.

Hajen lever typisk på dybere vand væk fra kysterne. Der er flest i Skagerak, men man kan også finde hajen i Kattegat.

Havbiolog Morten Rud håber, at folk vil tage sig tid til at kigge nærmere på dyret, hvis de en dag selv skulle finde en haj, der er skyllet i land. Man kan nemlig både mærke den helt særlige, ru overflade på fisken, og så kan man se med en lommelygte, om der skulle være en unge inde i den.