Alle, der har været på McDonald's, har en favoritburger. Men hvad siger din favoritburger om dig?

McDonald's fylder 75 år. Men det er 'kun' 34 år, siden danskerne for første gang kunne sætte tænderne i de McDonaldske klassikere på den nyåbnede restaurant på Vesterbrogade i København. Siden har kæden spredt sig til hele landet, og det er nok efterhånden de færreste unge i Danmark, der ikke har smagt McDonald's-burgere. BiTE har leget burgerpsykologer og spekuleret i, hvad din favoritburger fortæller om dig.

Hamburgeren

Foto: McDonald's
Vis mere
Hvis en burger kunne være politisk orienteret, ville hamburgeren stemme konservativt. Hamburgeren var den første i McDonald's sortiment, og selvom den er gammeldags og semikedelig, er den stadig et stort hit. Hvis hamburgeren var en bil, ville den være en volvo. Der er ikke så meget fiksfakseri, og du kan altid regne med den. Du er den tryghedssøgende type.

Cheeseburgeren

Foto: McDonald's
Vis mere
Den klassiske cheeseburger er et tegn på, at du ikke behøver de store armbevægelser for at være tilfreds. Du ser mest dit McDonald's-måltid som en nødvendighed på farten. Din burger skal helst kunne spises i tre mundfulde, for du er ikke helt stolt af dit køb, og du vil gerne undgå, at andre lægger mærke til det. Du er den asketiske og lidt flove type.

McBacon

Foto: McDonald's
Vis mere
Du har spist din andel af ham- og cheeseburgere, men vil gerne noget mere. Du mener, at bacon er et mineral, der burde høre til i det periodiske system, og derfor forlanger du det også i din burger. Nu er det imidlertid pænt svært at få en ud-af-kroppen-oplevelse af den bacon, man finder i McBacon-burgeren. Ikke desto mindre sværger du til den, for det kunne jo være, det skete en dag. Du er den håbefulde og naive type.

Filet-o-Fish

Foto: McDonald's
Vis mere
Du spiste pligtskyldigt dine fiskeoliekapsler, da du var lille. Hvis Filet-o-Fish'en var en nationalitet, ville den være svensk. Den gør nemlig aldrig nogen fortræd, og den er aldrig for meget eller for lidt. Du er den fornuftige type, der spiser din anbefalede fisk og aldrig bliver uvenner med nogen.

Quarter Pounder

Foto: McDonald's
Vis mere
Hvis du er til denne variant, er du måske mere, end du umiddelbart tror, du er. Quarter Pounderen er nemlig også kendt som en Hamburger Royale i Frankrig. Måske gemmer der sig en lille royalist i dig?

McChicken

Foto: McDonald's
Vis mere
Hvis vi sammenligner en McChicken med en dansk rapper, vil den være Pede B. Den har haft en lang karriere og er blevet rost til skyerne. Men det store folkelige gennembrud har den aldrig rigtig fået. Hvis du er til McChicken er du måske i slægt med Filet-o-Fish-typen. Du synes nemlig, at alt det svinekød bliver for meget i længden, og du har hørt, at man gerne skal spise noget fjerkræ for at holde figuren. Du er stadig undergrund, og du er stolt af det.

Big Mac

Foto: McDonald's
Vis mere
Hvis Big Mac'en var en dinosaur, ville den være en brachiosaurus (en af de der langhalsede planteædere). Den er stor, tung og kødfyldt, og egentlig også en smule kedelig. Men det afholder dig ikke fra at spise den. Du er nemlig en McDonald's-fanboy eller fangirl, og du ser absolut intet galt i at råbe 'I'M LOVIN' IT!', når du får din menu i den propfyldte restaurant. Du er all-in-typen. Du vil have det bedste og det største, og du vil have det nu. Også selvom det er lidt kedeligt.

Bonus: Chili cheese tops

Foto: McDonald's
Vis mere
Chili cheese tops er som irriterende gadesælgere i Mexico City. De er oppe i dit ansigt, og du kan simpelthen ikke undgå dem. Når du har været i kontakt med ni af dem på en halv time, får du ondt i maven. Alligevel synes du, at de er en smule eksotiske, så du bestiller dem igen og igen. Du er så langt fra den tryghedssøgende hamburgertype, som man kan komme, og hvis du kunne vælge, så havde du været lidt latino. Du er den eksotiske og temperamentsfulde type.