Sæt en københavner på et tog i retning mod Jylland, og der vil ikke gå lang tid før fordommene om Jylland flyver rundt i kaskader. Men er jyderne virkelig de bonderøve, krejlere og skattesvindlere, som københavnerne mener de er?

Her er ti fordomme om jyder og Jylland, der nok ikke holder så meget stik som københavnerne går rundt og tror.

Det er mørkt i Jylland

Det er faktisk ikke så mørkt i Jylland. Der er absolut ingen forskel på den mængde solstråler der rammer Jylland, og den mængde, der rammer København. Man skal altså ikke tro på alt, Steffen Brandt har fortalt.

Jyder betaler ikke skat

Der findes jyske dollars. Det er kontanter, der ryger i madrassen og andre steder, hvor Skat ikke kommer. Men har du nogensinde været med på SKATs razziaer i det københavnske kioskliv - der hvor pantmærkerne bliver klistret på de ulovlige sodavandsdåser i baglokalet? PS: Jyder betaler nok lige så meget i skat som københavnerne.

Jyden han er stærk og sej

Der findes sikkert en del stærke og seje jyder, men de kan også være helt almindelige gennemsnitskøbenhavnere.

Jyder har en jydekrog

Der findes da nok en del jyder, der har den karakteristiske anhængerkrog monteret til traileren og den slags. Men helt ærligt. Har du set, hvor mange Christiania-cykler(cyklernes svar på en bil med trailer), der findes i København?

Jyder er beskedne

Nej. Har du nogensinde hørt et nummer med Niarn? L.O.C.? Johnson? Så ved du, at det IKKE passer.

Jyder er nærige

Har du set hvor mange par sko, Peter Falktoft (AKA Danmarks svar på Kanye West) har? Det tyder ikke på nærighed. Medinas arsenal af pelse vidner heller ikke om en speciel jysk nærighed.

Jyder er nogle bondeknolde

Faktisk bor rundt regnet een million ud af de 2,5 millioner jyder i de 17 største byer i Jylland, så det er nok en sandhed med modifikationer.

Ordet "træls" er helt unikt jysk

Det kan man sige. Men i og med, at der bor flere jyder i København end københavnere, må vi nok erkende, at ordet "træls" efterhånden er lige så københavnsk som det er jysk.

Jyder elsker motorveje

Måske ikke helt forkert. Men nu skal vi huske, at de jyske motorveje bliver bygget, så det er nemt for de fraflyttede jyder, at komme hjem igen i en fart.

Jyder er krejlere

Det kan godt være, at jyder gør en dyd ud af at tjene penge, hvor der kan tjenes penge. Men prøv at gå en tur gennem København og se, hvor mange genbrugs- og vintagebutikker, der findes i hovedstaden. De ved i hvert fald også, hvordan man tjener 1.000 kroner på et ramponeret sofabord og aflagt tøj. Måske er butiksejerne jyder. Det ved man aldrig.