Sveriges ishockey-stjerne Henrik Zetterberg er ude af OL med en rygskade så slem, at han dårligt kan bevæge sig.

Det svenske landshold i ishockey er blevet handikappet i jagten på guld til vinter-OL i Sotji. Holdets stjerne Henrik Zetterberg er blevet alvorligt skadet. Eller rettere, en tidligere rygskade er brudt op, og nu er det så alvorligt, at Zetterberg ligger helt stille i sin seng i Sotji med store smerter.

- Vi får at se, hvornår jeg tager hjem. Jeg er ikke i stand til at flyve lige nu. Jeg har ikke rørt mig meget det seneste døgn, for det gør ondt ved selv den mindste bevægelse, siger Zetterberg til Aftonbladet.

Den svenske avis kalder skaden og afbuddet til resten af OL for et mareridt for det svenske landshold. Den svenske træner, Tommy Boustedt er da også nedtrykt over at miste Zetterberg.

- Han er færdig ved OL, og han forlader OL-byen, når det er er muligt, siger den svenske træner.

Sverige vandt deres første kamp ved OL over Tjekkiet, hvor anfører Zetterberg scorede et mål. Fredag spiller svenskerne - uden Zetterberg - mod Schweiz.