Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Tågelygter? Hvordan er det nu lige, man får gang i dem? Det spørgsmål har mange danskere svært ved at svare på, og det er både farligt og kan koste en bøde, fortæller Rådet for Sikker Trafik.

Onsdag morgen var der kraftig tåge flere steder i landet, og torsdag morgen risikerer morgenbilisterne igen at skulle ud at køre i tåge, der mindsker sigtbarheden kraftigt.

Hvis man har styr på en ganske simpel teknikalitet i sin bil, kan man spare en bøde på 1.000 kroner og samtidig hæve trafiksikkerheden for sig selv og de andre bilister.

Det gælder nemlig om at have styr på sine tågelygter, når den grå masse ruller ind over landets lande- og motorveje. Men det er der faktisk mange danskere, der ikke har. Det fortæller specialkonsulent Pernille Ehlers fra Rådet for Sikker Trafik.

»Det er vores indtryk, at der er mange, der er usikre på, hvordan man tænder og slukker dem,« siger hun.

Det kan koste en bøde på 1.000 kroner, hvis man bruger sine tågelygter forkert ved eksempelvis at glemme at slukke dem, når man kører ud af tågen. Men det er ikke det vigtigste, siger Pernille Ehlers.

»Når det er meget tåget, så er sigtbarheden nedsat, og tågelygten bagpå hjælper dem bag dig med at se dig, og hvis du ikke har tændt den, så er det sværere at se dig,« siger hun.

Foran hjælper lygterne dig med at undgå, at tågen sender dit lys tilbage mod dig selv.

»Almindelige forlygter kaster lyset mere fremad, hvor tågelygter lyser længere nede mod vejbanen. Man får ikke kastet så meget lys tilbage fra tågedråberne, når man tænder tågelygterne. Det er også en rigtig dårlig ide at tænde for det lange lys, når der er tåge, så kan man slet ikke se noget.«

Hun opfordrer bilister til at tjekke bilens tågelygter derhjemme i stedet for vente, til man kører ud i en omgang tåge.

»Gå ud en aften, hvor det er mørkt, og så prøv at tænde og slukke de forskellige lygter. Det er ikke så godt at sidde og rode rundt med det, når man kører i tåge. Der skal man ikke sidde og tjekke det,« siger Pernille Ehlers.

Hun opfordrer samtidig bilister til at lette foden fra speederen, når der er tåge forude.

»Der sker ulykker, fordi folk ikke tager farten af, når der er tåge. Hvis du ikke kan se ret langt, så skal man sætte farten ned. Det er ikke tågen, der dræber. Det er, fordi man ikke sænker farten, når der er lav sigtbarhed,« siger Pernille Ehlers fra Rådet for Sikker Trafik.

Andre læser også