To unge danskere har startet en indsamling for at donere en operation til en tidligere gademusikant i Marokko, der er syg og sidder i kørestol. Nu er donationerne allerede nået langt over målet.

Målet med indsamlingen på Facebook var 7.500 kroner til en operation til den marokkanske mand. Torsdag har danskeren allerede indsamlet 27.600 kroner.

19-årige Arian Kashef er på ferie med sin ven 20-årige Vinwar Salam i Marokko. Selvom idéen om at hjælpe folk via en indsamling var til stede allerede inden turen gik til Marokko, var de to danskere ikke i tvivl om, hvem hjælpen skulle gå til, da de mødte den ældre marokkaner i sin kørestol på et torv i Marrakech:

»Vi havde lige spist og sad og hyggede os, da jeg fik øje på manden. Han sad der bare og så tomt frem for sig i sin kørestol. Jeg blev nysgerrig, og spurgte ham, hvordan han var havnet på den måde. Hans historie rørte mig virkelig dybt,« siger Arian Kashef, der snart begynder på skuespillerskolen i Aarhus.

Manden, som hedder Mustafa Alkzouli er tidligere gademusikant og tjente før sin sygdom til dagen og vejen ved at spille musik, som han elsker. Men han begyndte pludselig at miste førligheden i begge ben og i den ene arm. Det viste sig, at han var blevet ramt af en sygdom, som gjorde, han ikke kan gå. Ikke nok med at han nu ikke længere kunne spille sin elskede musik – han mistede også muligheden for at kunne tjene penge til sin familie.

Mustafa Alkzouli, som Arian Kashef vurderer til at være omkring 65 år gammel, bor sammen med sin kone i et hus uden ordentlig tag over hovedet. Desuden har konen til manden fortalt, at han har fået en knude, som muligvis kan være kræft og skal undersøges.

Arian Kashefs opslag på Facebook gav folk mulighed for at sende donationer på Mobilepay. Selvom målet i første omgang var 7.500 kroner, som var det beløb, den marokkanske mand har fortalt, en hjælpende operation vil koste, kunne Arian Kashef allerede efter én dag se, at donationerne var løbet op over 25.000:

»Det er fuldstændig sindssygt og en smule skræmmende. Jeg havde ikke engang regnet med at vi ville nå de 7.500, så at beløbet er så højt allerede nu er virkelig overraskende. Jeg er lidt bange for, at det skal gå for vidt, og at vi ikke kan administrere beløbet, hvis det bliver meget højere. Derfor er indsamlingen stoppet torsdag,« siger Arian Kashef, som tidligere har arbejdet for Dansk Flygtningehjælp og derfor kender til velgørenhedsarbejde i forvejen.

Professor Lars Skov Henriksen forsker i velgørenhed på Aalborg Universitet. Han mener, der er flere grunde til indsamlingens succes:

»Private indsamlinger på sociale medier taler direkte til folk og deres følelser, fordi der kommer et ansigt på, og man kan identificere sig med problemet. Det er nogle gange sværere, hvis det er en stor organisation som søger hjælpen. Teknologien gør også, at det bliver delt viralt og kommer ud til en masse mennesker på ingen tid,« siger han.

Selvom en operation, der vil hjælpe mod mandens smerter og måske skabe lidt førlighed tilbage, kan blive dyrere end de 7.500 kroner, tror han, at indsamlingen giver et overskud. I så fald vil donationerne gå til mandens familie og eventuelt andre marokkanere i nød. Foreløbig har de to danskere sørget for, at manden kan blive undersøgt af en læge, der kan give grønt lys for operationen. Den marokkanske mand vidste intet om indsamlingen, og på videoen ses en tydelig bevæget kone modtage nyheden om donationen.

Selvom Professor Lars Skov Henriksen mener, at de to danskeres indsamling er prisværdig, ser han ikke private indsamlinger til enkelte individer som den rette hjælp, hvis man vil gøre en forskel:

»Den slags indsamlinger er skud i tågen. Det er vanskeligt for folk at gennemskue, hvordan pengene bruges. På denne måde bliver det en ukoordineret hjælp, som godt nok kommer denne marokkanske mand til gode, men ikke hjælper på noget i samfundet, såsom andre velgørenhedsorganisationers arbejde gør,« siger han.

Den holdning kan Arian Kashef godt følge men forklarer, at hans udgangspunkt er et andet:

»Jeg ved godt, at jeg ikke kan hjælpe hele samfundet på denne måde. Men jeg vil hellere hjælpe et enkelt individ end slet intet at gøre. Jeg kan kun opfordre andre, der har det på samme måde til at gøre, som jeg har gjort,« siger han og forklarer, at han vil dokumentere sin hjælp på Facebook via opslag, billeder og video.

Som nævnt tidligere i artiklen er indsamlingen stoppet torsdag, og de to danskere vil nu forsøge at arrangere at den marokkanske mand kan blive opereret hurtigst muligt.