Cola Cola lancerer nu skummetmælk med brus og frugtsmag, og britiske mejeribønder håber et godt samarbejde i fremtiden. Sodavands-giganten Coca Cola har allieret sig med mejeriindustrien.

Det lyder selvmodsigende, men tanken bag er at få flere mennesker til at drikke mælk ved at tilsætte den brus.

Det skriver Times Online.

Drikken, der har fået navnet 'Vio' består af skummetmælk blandet med kulsyre tilsat rørsukker og fås i fire forskellige smagsvarianter: fersken-mango, bær, citrus og tropisk colada.

Indtil videre kan 'Vio', der indeholder 26 gram sukker per flaske, kun købes i enkelte butikker i New York, men britiske bønder håber på en global succes.

- Alt, der kan hjælpe med til salget af mælk er godt. Hvis Coca Cola ønsker at lave en mælk med brus og give os en del af overskuddet, vil vi blive vældig glade, siger næstformanden i 'Royal Association of British Dairy Farmers' til Times Online.