Amerikanerne jubler over ny hjemmelavet trend: Is med chocolate chip-vaffel

Internationale is-elskere kan ikke få armene ned. En amerikansk mad-blogger har præsenteret en opfindelse, der rummer uendeligt potentiale.

Tillad os at præsentere - efter forarbejde af Huffington Post - den hjemmelavede chocolate-chip kage-vaffel.

Kagevaflen er præcis, hvad den giver sig ud for at være. En kegleformet isvaffel, der i stedet for den klassiske vaffeldej er lavet af chocolate chip-kagedej. Den ultimative dessert-hybrid.

Den sprøde og søde chocolate-chip cookie er en evergreen i kagernes verden. Kombineret med alt det bedste fra isens verden, når det i kugle- eller softiceform bliver fyldt i vaflen, er ikke et eneste smagsløg tørt.

Måske bortset fra hos den kalorie-opmærksomme forbruger. Den klassiske chocolate chip-cookie er en temmelig energifyldt skabning med chokolade, sukker og smør som de primære ingredienser.

Det er den amerikanske madblog Dudefoods.com, hvor en herre ved navn Nick smager og laver alverdens mad, der har relanceret chocolate-chip cookie-vaflen. Det er dog ikke en ny opfindelse.

Det nye er, at Dude Foods har eksperimenteret sig frem til den bedste måde at fremstille supervaflen på. Efter talrige og fejlslagne eksperimenter kom de frem til, at den bedste måde ganske simpelt er at bage en stor cookie og ved hjælp af et kegleformet objekt at rulle den i vaffelform - før den stivner.

Derfra er det kun fantasien der sætter grænser, når dessert-hybriden skal fyldes med is. Eller samvittigheden, naturligvis.

Læs mere om det originale påfund hos Dude Foods her eller artiklen hos amerikanske Huffington Post, der har skabt jubel på det sociale medie Twitter.