En besynderlig video er gået viralt på Twitter. På bare to dage har den fået over 84.000 likes på det sociale medie. Med god grund.

Videoen viser en stor flok kalkuner, der går i cirkel rundt om en død kat midt på en villavej.

'Det er det skøreste, jeg nogensinde har set,' skriver den amerikanske bruger, der lagde videoen på Twitter torsdag morgen med teksten 'Disse kalkuner prøver at give katten dens tiende liv'.

På Twitter har videoen fået enorm stor opmærksomhed, hvor tusindvis af brugere undrer sig over det bisarre syn.

Det helt store spørgsmål er: Hvorfor gør de det? Hvorfor går kalkunerne i ring om en død kat?

Til mediet The Verge har biologiprofessoren Alan Krakauer fra Mississippi Universitet fortalt, at han har set en lignende adfærd hos kalkuner før. De er flokdyr, og hvis de har spottet et rovdyr, kan de finde på at cirkulere om rovdyret. Dels for at gøre det opmærksom på, at det er spottet, og dels for at teste, hvor angrebsvilligt det er.

Desuden er det ikke usædvanligt, at kalkuner følger i hinandens haler - det er sådan, de holdersammen som flok. Et andet bud på den mærkværdige 'opførsel' kan derfor være, at kalkunerne er blevet fanget i en ubrydelig rundkreds, hvor de alle bare følger efter hinanden.

»Det er ikke usædvanligt for dem, at de indgår i den slags 'danse', hvor de jagter hinanden rundt,« siger kalkunekspert Scott Gardner til The Verge.

Eller måske venter de bare på at se, om katten vågner op.

»Det ser i hvert fald meget sjovt ud,« konstaterer Alan Krakauer.