»Jeg følte, jeg var gået lidt i tomgang. Det handler om at bryde ud af mine rutiner.«

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Sådan siger Søs Fenger om sit nye, engelsksprogede album »Beverly Way« der udsendes på mandag. Det er Søs' syvende soloalbum, siden hun for mere end 20 år siden blev sat i gang af Nanna Lüders og senere kom med i News. Og det er en satsning for »Årets Sangerinde« 1988 og 1991, fordi hun - bortset fra Billie Holliday-fortolkninger i 1992 - er meget dansk. Så sent som i 2000 var »Koldt udenfor« et af årets største hits.

»Jeg har i mange år haft lyst til engelsk, der er sjovt, fordi det er lidt højrøvet og udfordrende. Mange siger, at det, de godt kan li' ved mig, er, at jeg synger på dansk.

Og jeg vil gerne stikke næsen lidt frem nu. Jeg respekterer mine danske købere, men jeg er også nødt til at være loyal overfor mine behov og lyster,« siger hun - og om et gennembrud i udlandet: »Det er klart, at tanken ligger der, og det ville være skæppeskønt. Men først og fremmest er engelsk et enormt musikalsk sprog, og man får lidt mere attitude på engelsk«.

Albummet har Søs Fenger lavet sammen med Martin Brygmann og den gamle partner fra News-80'er-dagene, Peter Biker.

»Det var lige sådan et teamwork, jeg havde ledt efter. Hvor man starter sammen og slutter sammen. Jeg føler mig ikke sikker nok til at overskue en proces alene. De har været som storebrødre der siger dét til én, som ingen andre tør sige.«

Hvad vil du gerne fortælle os med albummet?

»Mange sange kredser om, at der skal være plads til alting i livet: Forhold, tanker, dumhed, klogskab, forskelligheder. Vi er jo mange der i disse år bruger tid på at få plads til det hele.«

DDO