Aqua-forsangeren Lene Nystrøm fortalte i norsk TV-interview, at hendes bodyguard havde friet til hende. Det var lodret løgn, skriver ekskæresten og bodyguarden Jan Brettschneider i ny bog.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Da Aqua-stjernen Lene Nystrøm bekendtgjorde sit forhold til bodyguarden Jan Brettschneider efter det forliste forhold med Ahas forsanger Morten Harket, lød det som en tro kopi af en dårlig Hollywood-film. De kulørte ugeblade svælgede i historien, og døbte parret »Barbie og Bodyguarden«.

Samtidig berettede Aqau-Lene frejdigt om bodyguardens frieri i et norsk TV-interview. Men frieriet var fri fantasi og det pure opspind, skriver Jan Brettschneider i sin nye bog »Bodyguard«. Han undskylder samtidig Lene Nystrøms opførsel og kaster i stedet for skylden på Aquas pladeselskab, Universal Records.

»Det er en del af det spil, Lene har lært af pladeselskabet, og det vil jeg ikke være med til, selv om hun er en sød pige. Vi er jo alle en konsekvens af vores handlinger, så jeg kunne deponere min personlighed, eller forblive den person, jeg var. Jeg valgte det sidste,« siger Jan Brettsschneider i et solointerview med mandebladet M!, der udkommer i dag.

I sin nye bog, der mest af alt er en selvbiografi, fortæller den 36-årige åbent om sit forhold til Lene Nystrøm, der holdes hemmeligt i tre måneder. Hvorefter Lene Nystrøm angiveligt lyver for åben skærm for at skabe ekstra medieopmærksomhed omkring gruppen og sig selv.

Hos Universal Music i Danmark står direktør Jens Otto Paludan uforstående overfor bodyguardens beskyldninger:

»Jeg ved ikke, hvordan Jan Brettschneider har fået den opfattelse, at vi som pladeselskab skulle have instrueret Lene Nystrøm i at lyve. Vi taler med vores artister om samspillet med pressen, men giver dem ingen konkrete anvisninger. Jeg kan i øvrigt ikke se, hvad vi skulle få ud af, at Lene Nystrøm fortæller den slags i et TV-interview.«

Lene Nystrøm og Jan Brettschneider gik fra hinanden kort tid efter det famøse TV-interview, og i dag er Lene gift med et andet tidligere Aqua-medlem, Søren Rasted. Tidligere har hun været kæreste med René Dif, der også får et fur i bogen »Bodyguard«.

»Lene Nystrøm ser godt ud og skal beskyttes mod de nærgående mandlige fans, mens René Dif mere er en trussel mod sig selv. Den skaldede sanger er gået fra at være DJ på Oslo-færgen til stjerne (...) og succesen har det med at stige ham til hovedet,« skriver Jan Brettschneider i bogen.

Udover at berette om Aqua-stjernernes til tider uforsigtige gøren og laden løfter bodyguarden sløret for popstjernernes opførsel backstage som for eksempel Robbie Williams' overfald på en gæst til MTV Awards i 2002 i Stockholm. Også Anastacia, Jennifer Lopez og verdens rigeste nørd, Bill Gates, har Jan Brettschneider ageret beskyttende »engel« for.

I biografien, der udkommer i næste uge, fortæller Jan Brettschneider også om årene i fremmedlegionen, ligesom han går i detaljer med nøgenbillederne af den dengang 15-årige Lene Nystrøm, som Se og Hør købte af en norsk pigefotograf.

B.T. forsøgte forgæves at få Lene Nystrøms kommentar til bodyguardens beskyldninger gennem pladeselskabet Universal. Ved redaktionens slutning havde Lene Nystrøm endnu ikke meldt tilbage.

På søndag bringer B.T. et eksklusivt uddrag fra bogen »Bodyguard«.



Aqua-Lene søgte rampelyset og løj om deres forhold, siger ekskæresten og bodyguarden Jan Brettschneider. Her ses parret til en Grammy-uddeling i 1999. Foto: Nils Meilvang