Der er tradition for nytårstaler i mere eller mindre hele verden.
Også selvom man er i krig. For den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, talte nytårsaften til det ukrainske folk på sin Telegram-kanal.
Men pludselig slog han over i russisk. Og her talte han direkte til det russiske folk, hvor han samtidig leverede et verbalt angreb på Ruslands præsident, Vladimir Putin.
»Jeres leder vil vise jer, at han går forrest i sin ledelse, og at militæret står bag ham,« siger Volodymyr Zelenskyj ifølge BBC.
»Men han gemmer sig. Han gemmer sig bag militæret, missilerne og væggene i paladserne,« lyder det videre.
Volodymyr Zelenskyj kom også med en direkte advarsel til den russiske befolkning.
»Han gemmer sig bag jer, og han ødelægger jeres land og jeres fremtid. Ingen vil tilgive jer for jeres terror. Ingen i verden vil tilgive jer for det. Ukraine vil ikke tilgive,« siger Volodymyr Zelenskyj.
Nytårsdagen i Ukraine var præget af en russisk missilregn over hele landet – heriblandt den ukrainske hovedstad, Kyiv.
Angrebene har ramt to distrikter i Kyiv, men der er indtil videre ikke forlydender om dræbte, oplyser Kyivs borgmester Vitalij Klitsjko.
Men der er mindst en person død efter missilangrebene.