En video, der blev lagt på Youtube sidste søndag, advarede angiveligt om bomben, der sprang i dag i Oslo.

Det skriver vg.no.

Videoen hed 'Wybuch w Oslo - Explosion in Oslo - 22.07.2011'. Wybuch betyder eksplosion på polsk.

Videoen blev lagt op den 17.07.2011.

Lidt efter klokken 17.00 i dag blev videoens navn ændret til 'hamsters'. Videoen viser to hamstere, der løber rundt i et bur. I baggrunden høres flere personer, der taler sammen på polsk, skriver vg.no.

Videoen ses her, hvor det også forklares, at der sandsynligvis er tale om snyd og bedrag.

Youtube-brugeren har sandsynligvis ændret navnet på videoen til 'Wybuch w Oslo - Explosion in Oslo - 22.07.2011' efter eksplosionen i Oslo.